Havne i Ebeltoft oversvømmet for anden gang på kun fire uger
Fiskerihavnen og Skudehavnen ligger igen under vand
Det er kun fire uge siden, at vandet steg og oversvømmede flere havneområder i Ebeltoft. Torsdag morgen 25. januar er det sket igen.
I Fiskerihavnen flyder vandet igen på parkeringspladsen, og i Skudehavnen, som led store skader under sidste oversvømmelse 22. december, er broerne igen dækket af vand.
Her er molerne, som Adresseavisen Syddjurs har skrevet om tidligere, i så ringe forfatning, at de ikke kan bryde de voldsomme skvulp fra Vigen, og det resulterer i et uroligt havnebassin, der giver skader på broerne.
Molerne er ejet af kommunen, og Skudehavnens bestyrelse er i dialog med kommunen om at forbedre molerne.
Vandstandsstigningen skyldes denne gang et lavtryk, der over Baltikum, der onsdag gav kraftig blæst fra nordvest. Blæsten sender en masse vand ind i de indre danske farvande og tilhørende fjorde, forklarer DMI, Danmarks Meteorologiske Institut, som onsdag varslede forhøjet vandstand i blandt andet det vestlige Kattegat og Aarhus Bugn frem til torsdag eftermiddag. Langs Kattegatkysten fra Skagen til Aarhus Bugt samt i Øresund ventes vandstanden op mellem 1,2 og 1,4 meter over normal vandstand.
»Vejrmæssigt har vi været igennem en meget våd periode, og derfor er der fyldt godt op i de danske vandløb. Når vandstanden samtidig stiger i havet, kan vandet fra vandløbene få svært ved at løbe ud i havet, og der er derfor risiko for oversvømmelser i kystnære områder,« lød det fra DMI onsdag.
Syddjurs Kommune har planer for klimasikring af kyststrækningerne i byen, især i Fiskerihavnen, som er mest udsat, men der er endnu ikke finansiering til projektet, der hedder Klimarobust Kystkultur.
Det gælder også forbedring af molerne i Skudehavnen.