Politiker til smadret lystbådehavn: Det er ulykkeligt og vi vil prioritere jer - til næste år
Syddjurs Kommunes mangelfulde vedligeholdelse af moler skabte store ødelæggelser i lystbådehavn i Ebeltoft. Havnens bestyrelse mener, at der skal handles nu, inden næste storm kommer, men de må vente minimum et år endnu, forklarer politiker.
Stormen Pia ramte den østjyske kyst 21. december og med den fulgte massive oversvømmelser dagen efter. De gik især ud over havneanlægget i Skudehavnen i Ebeltoft.
»De moler, der skulle beskytte vores broer, var i for dårlig stand, så der skete store skader,« fortæller næstformand for lystbådehavnens bestyrelse, Michael Kastrup.
Han har sammen med sin bestyrelse gennem flere år forsøgt at få Syddjurs Kommune til at udbedre og måske endda helt udskifte molerne, som kommunen ejer, men intet er sket.
»Nogle burde have tænkt sig om noget før og sat gang i at forbedre molerne. Om ikke andet, så i hvert fald have sat penge af til det.«
Med nogle mener han politikerne i Syddjurs.
Det er ulykkeligt
Kommunen undersøger lige nu molerne i Skudehavnen for at vurderer skaderne. Om der skal foretages en akut udbedring, kan teknik- og miljøchef i kommunen, Sanne Atterman, ikke afvise, men den helt store moleforbedring kommer til at vente lidt endnu.
»Vi har fra administrationens side, udover at kortlægge molernes tilstand efter stormen, underrettet politikerne om situationen i Skudehavnen. Det er klart, at hvis der skal gøre noget akut nu, så kan vi nok finde penge til det, men et helt nyt moleanlæg kræver en massiv investering, og det har der ikke været en politisk vilje til at prioritere i budgettet.«
Avisen har spurgt politiker Kim Lykke Jensen (SF), formand for Natur-, Teknik- og miljøudvalget, om Syddjurs Kommune burde have rettet op på de utilstrækkelige moler noget før, og hvad de har tænkt sig at gøre nu.
Påtager I jer et politisk ansvar for de store skader, der skete i Ebeltoft Skudehavn i forbindelse med oversvømmelserne, som ifølge bestyrelsen blev forværret af molernes ringe stand?
»Det er ulykkeligt, at stormen forårsagede så store skader. Og det er uhyre trist syn. Som lægmand har jeg svært ved at vurdere, om ydermolernes tilstand har haft en betydning for skadernes omfang under denne konkrete vejrhændelse.«
Burde I have renoveret/fornyet dem før og hvorfor er det ikke sket?
»Kommunen har fået undersøgt molernes tilstand tidligere, som dengang ikke viste et udtalt renoveringsbehov. Administrationen er nu i gang med at lave en supplerende analyse af molernes tilstand for at få undersøgt tilstanden nærmere. Skudehavnen har længe ønsket nye moler - og en ombygning af molerne var da også et af de centrale punkter i en ansøgning til Erhvervsfremmestyrelsen, som kommunen sendte sidste. Til vores store skuffelse fik vi lige før jul afslag på ansøgningen.«
Hvad er jeres muligheder nu i forhold til at finde økonomi til en langsigtet opgradering af molerne?
»Frem mod efterårets budgetlægning (for 2025, red.) vil der komme et forvaltningsmæssigt oplæg til en mulig løsning. Jeg føler mig overbevist om, at der vil være et bredt politisk ønske om at prioritere dette område.«
Hvordan griber du som formand sagen an herfra, og hvad kan Skudehavnen forvente på både kort og lang sigt?
»Klimasikring er enormt vigtigt, men det er også en meget bekostelig affære, som stat og kommune i mine øjne burde deles om. Vi ser desværre ind i en fremtid med mere og mere ekstreme vejrhændelser. Derfor er det supervigtigt, at vi gør de rigtige ting. Det handler blandt andet om, at vi skal være præcise i vores prioritering og dimensionering. Jeg vil meget gerne arbejde på at få sat endnu mere fokus på klimatilpasninger - både ved de kystnære arealer og inde i landet.«