Fortsæt til indhold

Butiksejer ønsker forbud af pop up-butikker: De snylter på højsæsonen

Kristian Busk er godt træt af butikker, der dukker op om sommeren og smutter igen, når turisterne tager hjem.

Samfund

»Byen skal fungere hele året.«

Sidste uge skrev Ebeltoft Folketidende en omtale af MasVinos pop up-butik ved Maltfabrikken. Det fik den lokale restauratør Kristian Busk fra Hos Walter til tasterne.

»Spørgsmålet er nærmere, om Ebeltoft ønsker pop up-butikker i de måneder, hvor helårsbutikker skal polstres til at kunne holde åbent i de stille måneder også?« lød det blandt andet i kommentaren.

Kristian Busk er nemlig godt træt af butikker og andre forretningsdrivende, der dukker op i højsæsonen og smutter igen, når turisterne tager hjem.

»Vi er jo helt vildt mange herude, der skal leve af vores forretninger hele året, men det er klart de her tre måneder, som er afgørende for, at vi kan have butikker hele året.«

Derfor mener han, det er problematisk, når butikker kommer til byen i løbet af sommeren og »smutter med fortjenesten«.

Spørgsmålet er, om man overhovedet kan eller bør gøre noget ved fænomenet?

Snylter på byen

Kristian Busk fremhæver først og fremmest, at hans kritik ikke er et angreb på MasVino.

»Jeg kender jo ikke baggrunden for, at de er her. Jeg kender ikke deres tilknytning til Lundbergs Spisehus f.eks.«

Det er nemlig ikke konceptet som sådan, Kristian Busk har noget imod.

Hvis en lokal restaurant vælger at lave en pop up-burgervogn på havnen i løbet af sommeren, er det ifølge restauratøren helt fint. Det samme hvis en bager kører ud med en vogn med varmt brød hver fredag. Det modsatte er at snylte på byen, lyder det.

Det afgørende er, at dem, der står bag, er i byen hele året og dermed medvirker til, at der er liv i Ebeltoft året rundt.

»Det svarer til, at jeg tager ind og åbner en vinbutik under Aarhus Festuge og smutter igen, når ugen er omme. Nu bruger jeg MasVino som sammenligning, men vi har jo ikke et horn i siden på dem. Et eller andet sted tror jeg, det er misforstået godhed. Dem, der har MasVino i Aarhus, de har jo ikke tænkt, at nu skal vi ud i Ebeltoft for at skade de eksisterende butikker. Jeg tror bare, de har tænkt, at det er sjovt, og de vil ud i sommerlandet og lave noget fedt.«

Kristian Busk, der selv sælger vin i Hos Walter, afviser samtidig, at det handler om, at han vil have »hele omsætningen selv«.

»Det er det ikke. Det er ikke for at lukke nogen ude. Det er jo ikke ensbetydende med, at det skal gå i stå her. Der skal være konkurrence. Det er med til at udvikle byen. På en dag som i dag ligner det, at byen er en stor økonomi, men om to måneder ligner det det modsatte.«

Strengere regler

Selv om pop up-butikker og andre midlertidige former for forretninger ikke er et særsyn rundt om i sommerlandet, så mener Kristian Busk alligevel, at det er på tide med et opgør.

»Her den 1. august har jeg været med i Ebeltoft Handelsstandsforening i 20 år. Jeg bliver nødt til at være med til at sørge for, at de handlende i byen ved, at vi har en holdning til det her. Jeg tør godt sige, at det er en holdning, der deles i handelsstandsforeningen. Det er også vigtigt, at kommunen ved, at vi har en holdning til det.«

Fra politisk hold er der opbakning at finde til Kristian Busks kritik.

Kasper Kolstrup Møller (K) har læst Kristian Busks kommentar til opslaget og »deler nok også nogle af de holdninger«, fortæller han.

»Det nytter ikke noget, at vi afmatter vores gode og eksisterende detailforretninger. Der er jo desværre tomme butikslokaler i Adelgade og rundt om i byen. Det er aldrig rart. De butikker, der er her, har så høj en omsætning i sommermånederne. Dér skal vi give dem så gode muligheder som muligt. Hvis de ikke er her, så kommer pop up-butikkerne jo heller ikke.«

Han understreger dog, at det er en balancegang.

»Dermed ikke sagt at vi ikke hilser pop up-butikker velkomne, men det skal være den rigtige måde. Måske er Ebeltoft ikke det bedste sted til dem, men nærmere byer som eksempelvis Kolind, der er ramt på butiksfronten.«

Kan man gøre noget politisk ved den her type af butikker?

»Nej, det synes jeg et eller andet sted rent konkurrencemæssigt ikke, man kan. Noget af det, ankepunktet gik på, var hvorvidt, det var kommunefinansieret. Det kan vi i hvert fald lukke ned for rent politisk, men det skal jeg først undersøge, om er tilfældet.«

Hvad kan man så gøre?

»Vi arbejder meget med vores bymidter både i Ebeltoft og eksempelvis Hornslet, hvor vi er i gang med nogle tiltag. Det handler om at finde ud af, hvordan man skal gribe det an. Måske kan vi gøre det attraktivt for de her pop up-butikker at lægge sig andre steder? I Hornslet er vi med i et forsøg med frie bymidter. Der kan man f.eks. arbejde med at lave midlertidige bymidter, hastighedsnedsættelser osv.«

Kristian Busk håber dog på, at der kommer strengere krav til de midlertidige butikker.

»Det nemmeste ville være at forbyde dem. Det er jo ikke et krav at være med i handelsstandsforeningen, men det er da sørgeligt, når folk triller ind i byen og så ud igen med fortjenesten.«

Ebeltoft Folketidende har forsøgt at få svar på, hvorvidt huslejen i Maltfabrikkens lokaler er delvist dækket af kommunale midler. Det har dog i skrivende stund ikke været muligt at få svar på.