Comedy-vinder på Bøgescenen: »Det var fuldstændig vanvittigt, hvor mange mennesker, der var. Kæft, hvor var det fedt, mand!«
Som ung komiker er der ting, man drømmer om - som for eksemepl at stå på Bøgescenen som en del af Stand Up for Skanderborg under Smukfest. Det har årets vinder af Comedy på KærligHeden, Simon Væver, drømt om i 11 år. Lørdag gik den drøm i opfyldelse.
Hvert år er der, på Smukfests vækstlagsscene, Live Camp, udover upcoming bands også gjort plads til håbefulde unge komikere, der skal dyste i konkurrencen Comedy På KærligHeden.
Årets vinder, Simon Væver, var blandt de otte, der i tirsdagsstillede op og dystede på store grin, og det var en faktor, der kunne mærkes.
»Det var lidt hårdt, fordi publikum havde siddet i bagende sol i 26 grader og drukket fadøl, så de bliver jo selvfølgelig sådan lidt, øhhh,« starter Væver, og slutter det så af med en lyd, der får det til at lyde som om, det krævede lidt energi at få publikum med.
Et show designet til festival
»I tirsdags var det bare fedt,« konkluderer han alligevel, og forklarer, at han har lavet et show, der passer godt til et småtræt festivalpublikum.
Bagende sol og trætte festivalgæster skulle på ingen måde stoppe komikertalentet, der leverede et show, hvor han havde tænkt mulige faldgruber igennem.
»Der er nogle jokes om jubelscener, hvor jeg får dem til at skrige mit navn, som jo passer meget godt på en festival.«
Desuden havde Simon Væver taget korte og simple jokes med, så der var et godt tempo i showet.
Fra snyde-debut til Bøgescenen
Som 9-årig begyndte Simon Væver at forelske sig i stand up-genren. Han forelskede sig så meget, at han selv ville prøve kræfter med det, og det skete første gang på efterskolen, hvor han havde, hvad han selv kalder, en snyde-debut.
»Jeg syntes det gik dejligt, men når jeg ser videoen fra dengang, synes jeg ikke, det gik så dejligt, men det var en dejlig oplevelse,« griner komikeren af sin optræden til efterskolens gallafest.
Den rigtige debut kom så den 18. februar i Aarhus tilbage i 2013. Ni år senere, i 2022, fik han for første gang lov til at opleve at optræde på KærligHedens comedy-scene, hvilket dengang ikke udmøntede sig i en sejr.
»Jeg havde åbnerspottet, og det er hårdt sådan et sted, fordi man skal have en masse unge, fulde mennesker i gang,« forklarer Simon Væver om sin første tur på Live Camp-scenen.
Og selvom det gik godt, vidste han dengang, at han ikke ville nå Bøgescenen. Derfor var det også en anden oplevelse, der ventede ham til dette års show. Han skulle nemlig være den sidste komiker på scenen.
Sitrede i to timer efter showet
Og det gik over al forventning. Simon Væver endte mellem de 10 acts, der skulle stå for dette års Stand Up for Skanderborg lørdag på Bøgescenen.
»Det har været en drøm for mig at optræde på Bøgescenen, siden jeg gjorde rent på scenen som frivillig kl. 7 en morgen tibage i 2013, hvor jeg havde optrådt med stand up i et halvt år.«
Dengang gik Simon Væver og fejede, mens en tanke ramte ham.
»Her skal jeg stå en dag,« tænkte han, mens han kiggede ud over den morgentomme festivalplads.
11 år senere gik den drøm så i opfyldelse. En oplevelse og en optræden, der kommer til at sidde i kroppen i noget tid.
Festivaloplevelsen ikke er helt den samme, når man går rundt og venter på at skulle lave sit livs største optræden, og det har betydet, at komikeren i år ikke har gæstet festivalen som normalt.
»Normalt når jeg er på festival, så skejer jeg ud og skråler med til koncerterne, og det har jeg ikke gjort i år, fordi jeg var bange for at miste stemmen. Jeg var også nødt til at tage hjem til mine forældre og puttelulle, så jeg var helt klar,« fortæller han om dagene op til lørdag. Det lægger dog ikke en dæmper på betydningen af denne milepæl.
»Det er en kæmpestor ting, der er sket. Jeg er først lige stoppet med at sitre her to timer og tre kvarter efter jeg gik af scenen.«
»Det var fuldstændig vanvittigt, hvor mange mennesker der var. Kæft, hvor var det fedt, mand!«