Fortsæt til indhold

Dan går målrettet efter førstepladsen: Går med lysegule solsikker, afskårne blå og pink orkidéer

Florist Dan Xavier fra butikken Fuldt Flor i Skanderborg deltager i weekenden i danmarksmesterskabet i Blomsterkunst

Samfund

»Jeg er virkelig et konkurrencemenneske, så jeg stiller op for at vinde. Det ville være løgn at sige noget som helst andet,« siger florist og indehaver af Fuldt Flor i Vestergade i Skanderborg, Dan Xavier.

Denne weekend mødes 17 af landets bedste florister i Odense for at konkurrere om titlen som Danmarksmester i Blomsterkunst, og Dan Xavier er en af dem.

Konkurrencen består af tre opgaver. Den første har deltagerne haft et par måneder til at forberede sig på, mens de to andre opgaver forbliver ukendte indtil konkurrencen.

»Årets tema er H.C. Andersens tekstunivers – ikke kogt ned til et enkelt eventyr, men mere en overordnet fortolkning af de tematikker, der præger H.C. Andersens verden. Det er det, jeg forsøger at afspejle i mit blomsterarbejde,« fortæller Dan Xavier, da Uge-Bladet Skanderborg fanger ham over telefonen.

Jeg arbejder bedst helt umiddelbart, og lader mit hjerte løbe elskværdigt af med mit arbejde
Dan Xavier, florist og indehaver af Fuldt Flor

Selvom han har haft to måneder til at øve sig, er tiden ikke blevet brugt med at skære blomster og prøve sig frem. I stedet har floristen tegnet og tænkt.

»Ret hurtigt efter vi fik opgaven, skitserede jeg min idé. Men jeg bryder mig ikke om at have noget mellem hænderne for tidligt,« forklarer Dan Xavier, hvis metoder ser ud til at bære frugt.

Tidligere på året vandt han guld i lokalmesterskabet, som kvalificerede ham til danmarksmesterskabet. Men hans metode ville nok få de fleste til at føle sig en smule stressede. Interviewet finder sted tirsdag eftermiddag – tre dage før konkurrencen begynder – og endnu har ingen blomster ladet livet i et øvelokale.

»Jeg arbejder bedst helt umiddelbart, og lader mit hjerte løbe elskværdigt af med mit arbejde,« siger han og tilføjer, at han planlægger at begynde på det fysiske arbejde med sin kreation engang efter interviewet.

»Jeg har tænkt mig at arbejde med helt lysegule solsikker, afskårne blå og pink orkidéer, og så vil jeg bruge en række forskellige naturmaterialer. En lækker gren, jeg har fundet hist, og et par dunhammere, jeg har fundet pist,« fortsætter han.

Arkivfoto

Man behøver ikke blot forestille sig resten af Dan Xaviers blomster-værk ved mesterskabet, der finder sted 16. og 17. august på Odense Rådhus. Begge dage kan man følge floristernes kreative arbejde på nærmeste hold, da der er fri adgang for publikum.

Dan Xavier har i mange år fået Skanderborg til at blomstre og har haft så stor succes, at han i 2023 måtte flytte sin forretning fra Vrold Østergård til Vestergade 119, da pladsen var blevet for trang. Hans butik, Fuldt Flor, er en kombination af klassisk blomsterhandel, interiør og tekstiler til hjemmet samt et udvalg af livsstilsprodukter.

Mesterskabet finder sted i forbindelse med Odense Blomsterfestival, der strækker sig fra torsdag til søndag.