Eleverne forsvinder: Nu vil rådmand slå to Aarhus-skoler sammen
Børn og Unge i Aarhus Kommune forbereder en fusion af Sødalskolen og Ellehøjskolen i den vestlige del af Aarhus.
Som avisen tidligere har beskrevet, så går det den forkerte vej med antallet af elever på Sødalskolen i Brabrand. I skoleåret 2022/2023 forsvandt 65 elever, og udviklingen fortsatte sidste skoleår, hvor der var indskrevet 241 elever.
Til første skoledag i mandags var der således blot 219 elever.
Samme tendens gør sig gældende på Ellehøjskolen i Aarhus V. Her gik der sidste skoleår 224 elever, men det tal er nu faldet til 209. Faldet i elevtallet på begge skoler er større end prognoserne forudså, og derfor er det ifølge Aarhus Kommune sandsynligt med yderligere fald i fremtiden.
Det har nu fået Børn og Unge til at forberede en fusion af de to skoler, oplyser magistratsafdelingen i en pressemeddelelse.
»Det er en stor og alvorlig ting at fusionere to skoler. Det har betydning for mange medarbejdere, forældre og elever, og derfor er det heller ikke en nem beslutning at træffe. Men det er en nødvendig beslutning. Der går for få elever på de to skoler, og det tyder ikke på, der kommer flere på den korte bane. Tværtimod. Derfor er det mest ansvarlige at fusionere skolerne, så der bliver skabt et tilstrækkeligt elevgrundlag,« siger Thomas Medom (SF), rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune, i pressemeddelelsen.
Fusionen af de to skoler vil samtidig betyde, at der er elever og medarbejdere fra Sødalskolen, som skal følge med deres kammerater og kolleger fra Ellehøjskolen, når de efter planen tager første del af den nye skole i Gellerup i brug til næste skoleår.
I øjeblikket arbejdes der hen imod en løsning, hvor der skal være skole både på den nye skole og på Sødalskolen, indtil begge afdelinger af den nye skole står færdige.
Det vil betyde, at nogle elever fra Ellehøjskolen skal undervises på Sødalskolen.
De nærmere detaljer om processen frem mod fusionen og selve organiseringen af den nye skole i lyset af en fusion, er dog endnu uafklaret. fremgår det af pressemeddelelsen.
»En fusion vil betyde, at der også er elever og medarbejdere fra Sødalskolen, som skal op og have sin hverdag på den flotte, nye skole på Karen Blixens Blvd., når første del står færdig om et år. Det bliver en topmoderne skole, som er bygget til at danne rammen omkring projektbaseret læring, og som giver børnene nye og spændende muligheder for læring, udvikling og trivsel,« siger Thomas Medom i pressemeddelelsen.
Fusionen forventes at være en del af aftalen om budget 2025. Den endelige beslutning om en fusion af Sødalskolen og Ellehøjskolen skal herefter træffes af byrådet. Inden da vil forslaget blive sendt i offentlig høring.