Skaføgård Hybridpark i limbo: Politikerne tager først stilling i 2025
Investor Copenhagen Energy A/S ved først efter, at byrådet har vedtaget kommuneplanen, hvordan politikerne stiller sig til projektet.
Syddjurs Kommune har valgt at forsinke behandlingen af Copenhagen Energy A/S’ ansøgning om Skaføgård Hybridpark, som inkluderer både vindmøller og solceller, indtil den nye Kommuneplan 2024 er vedtaget.
Beslutningen betyder, at projektet står stille og kan tidligst komme i gang efter 2025, når den nye kommuneplan er endeligt godkendt.
Tidligere har Copenhagen Energy A/S ansøgt om tilladelse til fem vindmøller ved Skaføgård, men den opdaterede ansøgning pr. 7. juni 2024 omfatter nu også solceller.
Syddjurs Kommune har dog besluttet, at der først skal ske en grundig vurdering af behovet for yderligere solenergi, når den kommende kommuneplan er på plads.
Det oplyser Syddjurs Kommunes pressechef Ole Bjarke Nielsen til Adresseavisen på avisens forespørgsel.