Mistænkelig bil efterladt ved tankstation: Politiet slæber tv og lamper ud
To betjente undersøgte nøje indholdet i en bil, som onsdag morgen stod efterladt ved tankstation i Hammel.
Man mødte et lidt pudsig syn, hvis man skulle have benzin på bilen onsdag morgen 21. august ved OK Tanken ved Hollandsvej/Hammelvej i Hammel.
En Ford med en smadret rude foran i passagersiden var simpelthen efterladt ved standerne. I bilen var en del forskellige sager, blandt andet hvad der ligner en hvid PH-lampe, et tv, tøj og en taske.
Da Lokalavisen Favrskov er forbi tankstationen klokken 9.30, er bilen blevet trukket væk fra standerne, og to betjente er i gang med at undersøge den.
På jorden har betjentene lagt adskillige stykker tøj, en udendørs lampe og nøgler.
Betjentene hiver også et tv på en høj fod ud af Forden og får med lidt besvær placeret det i politibilen.
Også en mindre musikafspiller og en taske bliver taget ud af bilen, undersøgt og fotograferet.
Østjyllands Politi fik anmeldelsen om den efterladte bil klokken 7.44 onsdag.
»Anmeldelsen går på en bil med en knust rude, som holder parkeret ved tankstationen, og det virker mistænksomt. Vi sender betjente afsted for at undersøge det nærmere, men kan ikke sige mere på nuværende tidspunkt,« lyder det fra Emil Enemark Sørensen, der er kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi.