Fortsæt til indhold

Tårnet fylder 100 år: Et symbol for fred, frihed og fællesskab

Søndag fejrer Ejer Bavnehøjs Venner 100 år med Genforeningstårnet på toppen af Ejer Bavnehøj. Det sker med et program spækket med store navne.

Samfund

Genforeningstårnet knejser fint på Danmarks top. Selvom Ejer Bavnehøj ikke længere regnes for landets højeste punkt, så er ”højen” del af det ”bjergmassiv”, der udgør Danmarks øverste tinder. Og er du kravlet op i Genforeningstårnets top, så er du under alle omstændigheder nået højere op, end noget andet sted i landet.

En genforeningssten på 10 tons var ikke nok for ildsjælene i Aktieselskabet Ejer Bavnehøj til at markere Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920. Derfor rejste de tårnet som et nationalt mindesmærke for genforeningen og grænsesagen på landets højeste punkt. Tårnet stod færdigbygget i 1924. På søndag 25. august fejrer foreningen Ejer Bavnehøjs Venner dets 100 års fødselsdag.

Det er jo ikke bare nogle gamle mursten. Det er et nationalt erindringssted, og vi synes, det er vigtigt at huske på, hvad tårnet står for
Viggo Rasmussen, formand, Ejer Bavnehøjs Venner

»Vi synes bestemt, der er meget at fejre. Det er jo ikke bare nogle gamle mursten. Det er et nationalt erindringssted, og vi synes, det er vigtigt at huske på, hvad tårnet står for og dets betydning for genforeningen. Det er jo rejst i en tid, med nogle helt andre værdier end i dag,« konstaterer Viggo Rasmussen, der er formand for Ejer Bavnehøjs Venner.

»I dag skal der mere til for at samle folk. Vi forsøger at respektere historien og samtidig videreudvikle Ejer Bavnehøj, så det fortsat er et sted, folk tager til og mødes. Som formand er det min vigtigste opgave at skabe balance mellem historien og samtidig sørge for fremdrift og fornyelse med nutidige og relevante arrangementer og aktiviteter,« forklarer han.

Den historiske betydning af Genforeningstårnet som et symbol for fred, frihed og fællesskab er i centrum, når 100-års fejringen indledes klokken 13-14 med en debat om demokratiets tilstand.

Bertel Haarder, Danmarks længst siddende minister, Marlene Wind, professor i europæiske forhold og Simon Faber, tidligere overborgmester i Flensborg, nu formand for Sprogforeningen tager temperaturen på demokratiets tilstand i Danmark og i udlandet anno 2024.

Hvad kan vi gøre som menneske, kommune, region og nation for at fremme fredelig samhørighed på tværs af folkeslag? Hvilken rolle spiller Norden, EU, Nato og FN for demokratiets vilkår? Hvordan kan fælles kulturelle oplevelser øge den demokratiske forståelse? Og kan man ude i verdens nutidige brændpunkter lade sig inspirere af den fredelige genforening fra 1920?

Det er blot nogle af de emner, ordstyrer Niels Krause-Kjær sætter spot på sammen med debatpanelet.

Efter debatten giver Niels Krause-Kjær mikrofonen videre til den musikalske del af fejringen, som er en Open Air-koncert med fire bands.

Koncerten indledes af bandet The Mukherjee Development efterfulgt af Marie Højlund. Derefter spiller Katinka Bjerregaard, og koncertrækken rundes af med Skanderborgs egen Peter Sommer.