Fortsæt til indhold

Ondt blod mellem Mærsk og havnen: Dokumenter afslører anklager om urent trav, trusler og chikane

Aarhus Havn vil have havneoperatør til at stille sikkerhed på op til 2 mia. kr., hvis retten nedlægger midlertidigt forbud.

Samfund

Konflikten Mærsk og Aarhus Havn er eskaleret til et punkt, hvor der decideret ond stemning mellem de to parter.

Det fremgår af de retsdokumenter, som Din Avis Aarhus Onsdag har fået aktindsigt i.

Mærsk har stævnet Aarhus Havn og bedt Retten i Aarhus nedlægge midlertidigt forbud mod, at Aarhus Havn kan indgå aftale med en ny containeroperatør - en konkurrent til Mærsk.

Havnedirektør Thomas Haber Borch har tidligere givet udtryk for, at det er meget almindeligt, at der kan opstå strid mellem en havn og en kunde, men at dømme ud fra stævningen og havnens svarskrift, så er forholdet mellem de to parter særdeles betændt.

Som avisen tidligere har beskrevet, så mener Mærsk-selskabet APM Terminals (APMT), der er containeroperatør på Aarhus Havn, at havnens angivelige planer om at introducere en ny operatør på Omniterminalen strider mod et forståelsespapir - et Memorandum of Understanding (MoU) - underskrevet i 2020.

I det aftalte man, at APMT ville stille virksomhedens erfaring og kompetencer til rådighed ifbm. designet af den nye Yderhavn. Til gengæld skulle APMT have førsteret til det nye areal til containerhåndtering samt mulighed for at byde, hvis andre tilbud kom ind.

Diskriminerende proces

Havneudvidelsen blev som bekendt ikke til noget, men APMT mener, at forløbet gør, at selskabet har samme ret til arealet på Omniterminalen.

Ifølge APMT skyldes det bl.a., at havnen i januar inviterede interesserede operatører til markedsdialog om den kommende terminal på yderhavnen, og her indgik Omniterminalen i materialet som værende et sted, hvor yderhavnens kommende operatør skulle etablere sig og drive terminal, indtil det nye areal var klar. Således var Omniterminalen tiltænkt som en overgang til yderhavnen og derfor også omfattet af MoU’en, mener APMT.

Det er Aarhus Havn dog lodret uenig i og anklager i stedet APMT for at ville have monopol på havnen. Desuden mener havnen kun, at APMT med MoU’en fik ret til forhandling om et kommende areal - ikke ret til leje.

Ifølge Aarhus Havn skulle et firma også under markedsdialogen have udtrykt »stor utilfredshed« med APMTs måde at drive forretning på.

Mærsk-selskabet anklager ydermere Aarhus Havn for at have tilrettelagt en diskriminerende proces, hvor APMT ikke havde en reel chance for at byde sig til ift. en konkurrent.

»Markedsdialogen har generelt været præget af manglende gennemsigtighed, manglende ligebehandling, utilstrækkelig information og meget korte deadlines,« anfører selskabets advokat og kritiserer havnen for at vælge en operatør til Omniterminalen uden en reel udbudsproces og baseret på en markedsdialog, der omhandlede yderhavnen.

Chikane, trusler og milliarder

I svarskriftet fra Aarhus Havn står det klart, at havnen er meget fortørnet over APMTs ageren i denne sag.

Havnens advokat beskylder således selskabet for at føre en »offentlig kampagne« for at skræmme en evt. ny lejer og for at have haft »omfattende dialog med pressen og medlemmer af Aarhus Byråd om sagen«.

»Formålet med anlæggelse af forbudssagen er alene tiltænkt som et chikanøst forsøg på at føre en offentlig proces for, at APMT kan fastholde sit monopol som operatør af containerterminal i Aarhus Havn,« skriver advokaten.

Han anfører desuden, at APMT tidligere har afvist at leje Omniterminalen, og at APMT har truet med at droppe selskabets milliardinvestering på havnen, hvis en konkurrent får lov at komme ind på havnen.

Det vil dog formentlig være brud på både konkurrenceloven og de forvaltningsretlige principper, hvis Aarhus Havn »valgte at føje sig for disse trusler«, står der.

Aarhus Havn opfordrer Retten i Aarhus til at forkaste sagen og det potentielle forbud, men sker det ikke, vil havnen kræve en betragtelig sikkerhedsstillelse fra Mærsk for tabte lejeindtægter på Omniterminalen.

»Det er Aarhus Havns opfattelse, at sikkerhedsstillelsen skal andrage 1-2 milliarder kroner beregnet som den forventede lejeindtægt fra Omniterminalen i 30 år inklusive gods- og havneafgifter med fradrag af omkostninger,« skriver havnen.

Det er forventningen, at Aarhus Havn og Mærsk skal mødes i retten den 31. oktober til hovedforhandling.

Hverken Aarhus Havn eller Mærsk har ønsket at kommentere sagen.