Forslag tabt mellem to stole: »Det er en katastrofe for tilgængeligheden«
Skanderborg melder sig ud af samarbejde, der sikrer tilgængelighed for handicappede i det offentlige rum. Fremover kan de ikke på forhånd orientere sig om adgangsforhold, når de besøger kommunen, ligesom der heller ikke vil være rådgivning om tilgængelighed i forbindelse med nybyggeri.
Handicap- og Psykiatrirådet tabte kæben, da det gik op for dem, at deres forslag om fortsat medlemskab af God Adgang-ordningen, som Skanderborg har været medlem af siden 2017, tilsyneladende er landet mellem to stole og i hvert fald ikke er at finde i det nye budget for 2025 og 2026.
»Det er en katastrofe for tilgængeligheden i Skanderborg Kommune. ’God Adgang’ er specialister i tilgængelighed og medlemskabet sikrer os en standard for tilgængelighed, der rækker ud over Bygningsreglementet, som blot konstaterer, at der skal være adgang for alle. God Adgang kombinerer det med den viden man har i dag om tilgængelighed og universelt design. Alt det er vi i færd med at smide overbords nu,« frygter Johannes Østergaard og Viggo Rasmussen, der er henholdsvis formand og næstformand for Handicap og Psykiatrirådet i Skanderborg Kommune.
Handicap- og Psykiatrirådets har søgt om 50.000 kroner årligt til fortsat medlemskab af God Adgang. God Adgang registrerer bygninger og rekreative udearealer og sikrer information om adgangsforholdene, så handicappede borgere eller gæster med handicap på deres smartphone eller computer kan finde informationer om tilgængelighed.
Den gratis rådgivning og oplysningerne til borgerne bortfalder, hvis kommunen vælger ikke længere at være medlem af God AdgangUlla Kramer, sekretariatsleder i God Adgang
Medlemskabet dækker opdatering af oplysninger til nuværende mærkede steder og til eventuelt nye steder, der skal mærkes samt faglig sparring og rådgivning.
Samtidig stiller God Adgang sig til rådighed med faglig sparring og konkret rådgivning om, hvordan tilgængeligheden sikres bedst muligt i forbindelse med ombygninger eller nybyggeri.
»Taber alt på gulvet«
»Hvis samarbejdet stopper nu, taber vi alt det på gulvet. Handicappede borgere vil ikke længere kunne orientere sig om tilgængeligheden i Skanderborg Kommune online – noget der er utrolig vigtig viden, når man har et handicap. Og det rammer ikke kun borgerne i hverdagen. Det betyder også at turister med et bevægelseshandicap ikke længere på forhånd kan orientere sig om adgangsforholdene og tilgængeligheden på turistattraktioner som Himmelbjerget og Bybadet,« konstaterer Viggo Rasmussen, der som kørestolsbruger selv har problemstillingen tæt inde på livet.
»Samtidig mister vi muligheden for at få rådgivning om tilgængelighed i forbindelse med nybyggeri. Det virker jo helt tosset, når man ser på, hvad der bliver bygget i kommunen i øjeblikket af daginstitutioner, skoler og plejecentre. Da God Adgang gennemgik tegningerne for Museum Skanderborgs nye bygning Perron 1 blev der fundet 43 fejl og anmærkninger. Det bliver jo meget dyrere, når man skal til at ændre det efter ting først er bygget. Det handler om rettidig omhu.« mener han.
Kan jeg komme på toilettet, hvor langt er der fra parkering til indgangen, er dørene brede nok og hvor mange trapper, skal jeg kunne tilbagelægge? Det er helt almindelige spørgsmål, som mennesker med handicap er nødt til at kende svarene påUlla Kramer, sekretariatsleder i God Adgang
Handicap- og Psykiatrirådet håber at råbe byrødderne op med deres høringssvar til det foreslåede budget for 2025-2028, som byrådet senere i dag har til 2. behandling.
Kompromis: Spar med skrabet model
Ulla Kramer, der er sekretariatsleder i God Adgang og master i Universel Design, peger på et kompromis. Skanderborg Kommune kan nemlig godt vælge at skære i udgiften God Adgang uden at miste sit medlemskab.
»Hvis man her og nu skal skære ind til benet, kan man vælge at have fokus på medlemskabet og udskyde opdateringer af oplysningerne og mærkning af nye steder til bedre tider. Skanderborg Kommune betaler for et medlemskab af God Adgang med 500 kroner per år for hvert sted, der er tilmeldt ordningen,« forklarer Ulla Kramer.
I øjeblikket er 22 steder i Skanderborg Kommune tilmeldt. Det svarer til en udgift på 11.000 kroner årligt. Ved at bevare medlemskabet kan borgere og besøgende fortsat finde oplysninger om tilgængeligheden i Skanderborg Kommune på godadgang.dk.
»Det betyder, at borgere og besøgende kan læse om adgangsforholdene og dermed planlægge, hvad der skal til, for at besøget bliver en succes. ”Kan jeg komme på toilettet, hvor langt er der fra parkering til indgangen, er dørene brede nok og hvor mange trapper, skal jeg kunne tilbagelægge?” Det er helt almindelige spørgsmål, som mennesker med handicap er nødt til at kende svarene på, inden de vælger at deltage i et arrangement eller besøge et sted,« fortæller Ulla Kramer.
»Et medlemskab betyder også, at kommunen kan benytte rådgivning om tilgængelighed og universel design i de bygninger, der er tilmeldt, uden at det koster ekstra. Der er allerede udarbejdet en rapport for hver bygning over de forhold, som man kan have fokus på i de kommende år, så tilgængeligheden løbende bliver forbedret til glæde for borgere og familier med eller uden handicap. Rådgivning om tilgængelighed, som indhentes i tide, sparer ofte udgifter til dumme fejl eksempelvis i forbindelse med en renovering eller tilbygning. Men den gratis rådgivning og oplysningerne til borgerne bortfalder, hvis kommunen vælger ikke længere at være medlem af God Adgang,« konstaterer hun.