Fortsæt til indhold

Donation i millionklassen: Kæmpe dansk virksomhed får eget museum

Campus Bøgehøj i Ebeltoft skal i fællesskab med Den Gamle By fortælle Salling Groups historie frem mod virksomhedens 120-årige jubilæum i 2026. Det resulterer i et lille museum på Campus Bøgehøj.

Samfund
mw

Salling Fondene har doneret én million kroner til at formidle Salling Groups historie fra virksomhedens begyndelse og frem mod 120-års jubilæet i 2026.

For at fortælle om den arv, kultur og fundament, som virksomheden er skabt på, har Campus Bøgehøj i Ebeltoft indgået et samarbejde med Den Gamle By, hvor eksperter skal hjælpe med at formidle den mangeårige historie.

Museet har aldrig før hjulpet med en formidlingsopgave på denne måde.

Det oplyses i en pressemeddelelse.

»Campus Bøgehøj er et sted, hvor rigtig mange af Salling Groups ansatte kommer i løbet af et år. Vi ønsker at etablere og forankre hele virksomhedens historie med nedslag gennem årene. Vi er virkelig glade for, at Den Gamle By har sagt ja til at samarbejde med os, så vi kan få fortalt historien på en levende og god måde,« udtaler leder af Campus Bøgehøj, Karen Andresen.

Minimuseum på vej på Campus Bøgehøj i Ebeltoft med hjælp fra Den Gamle By. Pressefoto

Også hos Den Gamle By er man taknemmelig for opgaven, som er ny og anderledes.

»Det er første gang, vi laver sådan et koncept udenfor museumsverdenen. Vi synes, det er en både spændende, fed og anderledes opgave. Den Gamle Bys værdier og den stærke kultur spiller rigtig godt sammen med Salling Groups, så det er et godt match,« siger bygningschef og arkitekt med ansvar for tegnestue og udstillingsafdeling i Den Gamle By, Niels Meyer.

»Vi forsøger altid at gøre det, der måske ikke lige er oplagt, men i stedet være foran og nyskabende, og det vil vi også være på Campus Bøgehøj,« tilføjer han.

Et lille museum

Planen er blandt andet, at historiefortællingen begynder i hovedbygningen på Campus Bøgehøj, hvor gæsterne kan løfte røret på en gammeldags telefon og høre historier. Derudover skal både undervisningslokaler, lounge- og udeområder og den nye tilbygning bruges til formidlingen.

Det bliver med andre ord et internt imuseum, og når det står helt færdigt, bliver offentligheden inviteret indenfor til at se det nye museum og samtidig også Campus Bøgehøjs nye byggeri.

Minimuseet bliver integreret i bygningerne i Ebeltoft, og når det står klar, bliver offentligheden inviteret indenfor. Der bliver samtidig mulighed for at se Bøgehøjs nye byggeri i Ebeltoft, der har været undervejs siden februar. Illustration: C.F. Møller Architects

»Vi er både stolte og ydmyge i forhold til opgaven,« fortæller campusleder Karen Andresen.

For at komme godt i gang med projektet har hun for nylig samlet et hold af nuværende og tidligere ansatte i Salling Group, som tilsammen har 461 års anciennitet i virksomheden.

»Det blev meget tydeligt, hvor meget kulturen i Salling Group og tidligere Dansk Supermarked har betydet gennem alle årene, og vi glæder os til at få den vist frem på Bøgehøj,« siger Karen Andresen.

»Vi hørte nogle helt fantastiske fortællinger og oplevede et stærkt engagement fra både nuværende og tidligere ansatte i Salling Group. Fælles var, at alle udstrålede en stolthed, og det var bare med til at bekræfte, at vi har gang i det helt rigtige samarbejde,« afslutter Niels Meyer.

Det er Købmand Herman Sallings Fond, der har doneret midler til projektet.

Salling Group, der tidligere hed Dansk Supermarked, kunne i år præsenterer en rekord-omsætning på 70,3 milliarder kroner.