Fortsæt til indhold

Vi flytter med - hvis Ebeltoft vil have os

Bjarke Jensen fra Go' Kaffe overvejer at flytte med til Havnevej med en helt ny måde at drive kaffebar på, men det afhænger af, om Ebeltoft er klar til at bakke op

Samfund

Kaffebaren Go’ Kaffe er sammen med galleriet og kontorfællesskabet i Skindergade 5 i Ebeltoft blevet opsagt og skal være ude 1. november, men nu er muligheden for at flytte hele baduljen til en anden lokation dukket op.

Det drejer sig om Havnevej 1 i Ebeltoft, som netop er blevet købt af Jesper Colombani, der drømmer om at skabe et kreativt fællesskab a la det, der har været i Skindergade.

Skindergade har længe været et centrum for fællesskab, mad og kreativitet, men stedet fik for alvor folkelig opbakning, da Bjarke Jensen i januar 2023 ønskede at åbne en kaffebar.

For at realisere drømmen havde han dog brug for hjælp fra Ebeltofts borgere.

Der skulle skaffes kapital, og det skete ved, at folk - inden caféen overhovedet var åbnet - købte klippekort til kaffe og brød, og på den måde lykkedes det Bjarke Jensen at samle 50.000 kroner ind og åbne Go’ Kaffe.

Siden har han lanceret det meget populære tiltag morgensang hver fredag, som tusindvis har deltaget i.

Et af de meget populære arrangementer i Skindergade 5 er morgensang hver fredag. Måske kommer det til i fremtiden at foregå på Havnevej. Arkivfoto: Anne Frank Henriksen

Go’ Kaffe er lynhurtigt blevet synonym med Ebeltoft og vil uden tvivl blive savnet, hvis den lukker.

»Jeg har skullet bruge lidt tid på at overveje fremtiden for kaffebaren. Galleriet og kontorfællesskabet er klar til i fællesskab at rykke et nyt sted hen, men kun hvis jeg også er. Så på den måde peger pilen på mig, og jeg er vel at mærke den eneste af os, der skal leve af det, så jeg har været i tænkeboks.«

Og selvfølgelig har den krøllede hjerne udtænkt en plan.

Men, om den bliver til noget afhænger - endnu engang - af folk i Ebeltoft, fortæller Bjarke Jensen med et glimt i øjet, da han får spørgsmålet, om han vil med rykke til Colombanis nye sted, Lindbergs Have på Havnevej.

Hele ideen med at sælge klippekort på forhånd var ret utraditionel, men snart lancerer han en endnu vildere ide.

»Måske er det den første af sin slags i Danmark, måske i hele verden,« siger han.

Mere vil han dog ikke ud med i første omgang.

»Det kan være en lille teaser, og når jeg er helt på plads med formen på mit nye koncept, så melder jeg mere ud. Men som sagt: Hvis Ebeltoft er klar til noget helt nyt, så fortsætter Go’ Kaffe i Lindbergs Have.«