På Memory Lane Rockmuseum bliver du mindet om forelskelser og pigen, du aldrig nåede at forføre i skoven en sen nat
Memory Lane Rockmuseum fejrer 10 år med musikalske højdepunkter og unikke memorabilia fra 1950'erne og til nu.
Poul Nowack, 74, har en dyb kærlighed til musik og har gennem årene samlet en imponerende mængde musikalske memorabilia på sit Memory Lane Rockmuseum på Hotel Fuglsøcentret i bjergene på Mols.
Fra Peter AG’s kostume fra Gnags-tiden til Mick Jaggers originale maracas, museet er en skattekiste for musikelskere. Poul Nowack, der selv er tidligere musiker, har en særlig evne til at formidle musikkens historie med en autenticitet, der rører besøgende.
Memory Lane Rockmuseum kunne fejre 10-års jubilæum 1. oktober, men er bestemt ikke kun et sted for nostalgi; det er også en bro mellem generationer.
»Min største belønning er, når folk snakker sammen i museet og peger på noget, de kan huske fra deres ungdom,« siger Poul Nowack.
»Museet er et sted, hvor bedsteforældre kan dele deres musikalske minder med børnebørnene, og hvor unge kan få et indblik i tidligere tiders musikalske landskab.«
Unikke genstande
Museet rummer en række unikke genstande, der hver især fortæller en historie. Fra Peter AG’s nævnte kostume, inspireret af, dengang Gnags blev bjergtaget af afrikanske rytmer og reggae, til Troels Triers nodehæfte.
Poul Nowack måtte sige nej til at udstille Troels Triers store keyboard på grund af pladsmangel, så han fik nodehæftet i stedet.
Hver af de mange genstande, hvad enten det er tøj, instrumenter, fotos, plader, plakater etc., er nøje udvalgt og præsenteret med respekt for tingenes historie og betydning.
Mylius’ inspiration
Det var Jørgen de Mylius, der inspirerede Nowack til at åbne sit eget museum.
Efter at have set Poul Nowacks udstilling på Gammel Estrup om, dengang rocken kom til Djursland, opfordrede Mylius ham til at skabe et permanent sted for hans samling.
Dette førte til åbningen af Memory Lane Rockmuseum på Hotel Fuglsøcentret.
»Jeg henvendte mig til mulige steder i både Norddjurs og Syddjurs. I Norddjurs kom der ingen henvendelser tilbage, mens jeg fra Syddjurs hørte fra to, og her passede Fuglsø perfekt,» siger Poul Nowack.
Særudstillinger
Museet byder også på skiftende særudstillinger.
Eksempler er temaudstillinger om The Beatles, The Rolling Stones og ABBA, som giver et dybere indblik i disse ikoniske bands’ indflydelse på musik og kultur.
Opbygning og samling
Museet er på 525 m² og opbygget kronologisk med start i 1950’erne, så 1960’erne, 1970’erne og helt frem til i dag. Museets kæmpesamlinger består af tre dele:
- Nowacks private samling, som er samlet og opkøbt gennem mange år i Danmark og udlandet, samt gaver fra venner og familie i årenes løb.
- Donationer fra mange kendte topbands/musikere, samlere/kendte personer, bl.a. Jørgen de Mylius, samt utrolig mange øvrige mennesker i Danmark og udlandet.
- Indlån fra forskellige personer og museer.
Museet modtager med stor tak løbende donationer, hvoraf noget forsøges udstillet på museet inden for en-to måneder. Donationerne bliver brugt til meget forskelligt, men ikke alt lige meget og altid.
Noget kommer på basisudstillingerne eller på de skiftende særudstillinger. Andet er på de vigtige arkiver, hvorfra der plukkes til diverse særudstillinger, udlån til historiske opgaver, udlån til andre museer/øvrige udstillinger, til særlige lejligheder som f.eks. Peter Belli og Junes guldbryllup, åbent hus og temadage, udlån til tv-udsendelser, foredrag, bogudgivelser, markedsføring, rundvisninger osv.
Museet er i dag dobbelt så stort, som da det åbnede, og der er optaget mere end 20 tv- og radioudsendelser, promotions til pladeudgivelser mv.
Fremtidige planer
Poul Nowack har ingen planer om at hvile på laurbærrene. Han arbejder konstant på at udvide museets samling og skabe nye udstillinger.
»Jeg føler, at jeg er repræsentativ, og jeg går ikke og spørger forskellige musikere, om de har noget til museet, for museet er blevet opdaget af mange musikere allerede, og på denne måde får jeg løbende gode ting og sager, ligesom private er flittige til at kontakte mig,« siger Poul Nowack.
Hans mål er at fortsætte med at inspirere og forene generationer gennem musikkens univers.
Livslang kærlighed
Poul Nowack blev født i Herning i 1950 og har haft en livslang kærlighed til musik.
»Da jeg hørte Louis Armstrong i radioen som seks-syvårig, blev jeg fuldstændig betaget,« fortæller Poul Nowack.
»Senere kom Elvis Presley til, og da jeg så ”Blue Hawaii” i biografen, vidste jeg, at jeg også ville spille musik.«
Fra smed til lærer
Poul Nowack startede sit indtog på arbejdsmarkedet som smedelærling i Herning, men hans kærlighed til musik og undervisning førte ham til Ribe Seminarium, hvor han blev uddannet lærer.
»Jeg var en arbejderdreng fra Herning, der var kæreste med mesters søsters datter, mens jeg var i lære som smed, men jeg mærkede hurtigt, at jeg ville noget andet. Jeg er dog virkelig glad for, at jeg har lært et håndværk, for det har jeg kunnet bruge siden,« siger Poul Nowack med et smil.
Efter at have taget HF-eksamen og senere uddannet sig som lærer, flyttede han inspireret af gode venner til Grenaa, hvor han blev ansat på Søndre Skole og senere på Grenaa Tekniske Skole.
Den musik, du hører som ung, fiser aldrig af igen, fordi tonerne og teksten har rørt dig for altid.
Musikalsk rejse
I 1964 startede Nowack sit første orkester, The Candy Men, og spillede på kroer og forsamlingshuse i weekenderne.
»Vi var lærlinge i ugedagene, men i weekenderne var vi popstjerner,« griner Poul Nowack.
»Vi tjente 150-175 kroner pr. mand sådan en weekend, hvilket var meget mere end vores lærlingeløn.«
En samling med sjæl
Poul Nowacks samling på Memory Lane Rockmuseum er ikke kun omfattende, men også personlig.
»Jeg ejer alt, du ser herinde,« siger han stolt.
»Montrerne er også mine. Det er meget struktureret og overskueligt at finde rundt.«
Museet er netop let at navigere rundt i og fyldt med et væld af detaljer. Sæt mindst en dag af til at komme rundt og nærstudere det hele.
Musikalske højdepunkter
Blandt de mange skatte i museet er Mick Jaggers originale maracas fra Falkoner Center-koncerten i 1965, Sir Henrys outfit og DAD’s ditto. Også superguitaristen Ivan Sonne Horns guitar fra CV Jørgensen-dagene. Den havde Stig Kreutzfeldt med til museet, da han og makkeren Jens Rugsted gav koncert på Hotel Fuglsøcentret.
Poul Nowack har opnået stor respekt i musikmiljøet.
»Musikerne kan mærke, at jeg brænder for det. De har tillid til, at jeg behandler deres ting med respekt,« siger han.
Jens Johan Gjerluff Nielsen, bror til Peter AG og tidligere trommeslager i Gnags, har kaldt museet »et fedt museum« og har doneret flere genstande.
En levende fortælling
Memory Lane Rockmuseum er ikke kun en samling af genstande; det er en levende fortælling om musikkens evne til at forbinde mennesker.
»Musikken er ikke kun takt og tone, men også følelser, tanker, kys og minderne om en tæt dans i vores ungdomstid til en bestemt melodi,« siger Poul Nowack.
»Den musik, du hører som ung, fiser aldrig af igen, fordi tonerne og teksten har rørt dig for altid.«