Fortsæt til indhold

Forhadt vindmølleprojekt fortsætter: Nabotrusler får ikke Aarhus-politikere til at ryste på hånden

Et flertal i Aarhus Byråd vil - uagtet store protester og trusler om indsigelse - have tre kæmpevindmøller banket op ved Vosnæs.

Samfund

Der er indtil videre ingen udsigt til, at den kolde luft mellem Syddjurs og Aarhus Kommune bliver varmere.

I lang tid har Syddjurs protesteret mod Aarhus’ planer om at lade NRGI opstille tre 150 meter høje vindmøller på Vosnæs Pynt klos op ad kommunegrænsen, og mandag sendte et samlet byråd en usædvanlig protestskrivelse til de aarhusianske kollegaer.

Her blev kommunen skoset for at igangsætte planlægningen af projektet og ikke gå i dialog med Syddjurs’ borgere og politikere om deres bekymringer.

»Som byråd vil vi gå hele vejen for at beskytte vores borgere og væsentlige hensyn til landskaber og natur,« skrev borgmester Michael Stegger Jensen (S) i utvetydige vendinger.

Kort forinden havde han i nærværende avis advaret om, at djurslændingene er klar til at gøre indsigelse og få ministeren for kirke, byer og landdistrikter, Morten Dahlin (V), på banen i sagen.

De tiltagende protester og trusler får dog ikke Aarhus Byråd til at ryste på hånden. Den ansvarlige Aarhus-rådmand Nicolaj Bang (K) har beklaget den manglende inddragelse af naboerne, men vil fortsætte med projektet.

Og han har et byrådsflertal bag sig.

Bland jer udenom

Til avisen oplyser SF, at partiet ønsker vindmøllerne opstillet, hvis det kan lade sig gøre ift. naturhensyn, og det samme gælder for Socialdemokratiet.

Jesper Kjeldsen, medlem af Teknisk Udvalg, har noteret sig, at nogle borgere og politikere fra Syddjurs ønsker solceller i stedet for vindmøller.

»Man kan diskutere, hvad man synes er kønnest - en hvid vindmølle eller en mark plastret til med solceller. Det bliver en smagssag. Men generelt skal man vænne sig til, at vindmøller kommer til at fylde mere, og det er ærgerligt, at Syddjurs Kommune er imod, for vi synes, at det er et fælles ansvar at få lavet VE-anlæg,« siger han.

Den socialdemokratiske ordfører anerkender naboernes bekymringer og vil gerne imødekomme visse aspekter, men:

»Vi har lavet en klimaplan, som vindmøller er en del af, og vi har en bygherre, der gerne vil opføre nogle på en placering, der er udpeget til det. Derfor skal vi arbejde videre med projektet,« fastslår Jesper Kjeldsen.

Samme holdning har Radikale Venstre, der faktisk gerne så flere end tre vindmøller opstillet ved Vosnæs.

»Kunne der står en mere, ville vi gerne det. Det er et af de få steder i kommunen, det kan lade sig gøre. Vi har en klimakrise, og det betyder, at vi er nødt til at tage nogle svære valg,« forklarer partiets ordfører Metin Aydin, som i en lidt pænere indpakning beder de syddjurske politikere blande sig udenom.

»Syddjurs’ borgmester tager vare på sine borgeres interesser, som han skal, men han er ikke borgmester i Aarhus. Så han bør fokusere på, hvad der foregår i hans egen kommune, hvis det her primært handler om, at de får ondt i øjnene, fordi vi gør noget i Aarhus. Så er de altså inde på vores territorium. Vi har mandatet i Aarhus - de har i Syddjurs,« understreger han.

Vindmøllerne skal placeres på Vosnæs Pynt nær Vosnæs Gods. Sådan kommer de ifølge NRGI til at se ud fra Ugelbølle Strand.

Vil tage den i byrådet

Der er dog også partier i Aarhus, der er lodret imod vindmølleprojektet. Danmarksdemokraterne ønsker det stoppet, og hos Venstre vil man nu rejse sagen som en forespørgsel, der skal debatteres i byrådet.

»Vi er bekymrede for, at det bliver ny praksis, at vi eksporterer vores klimaudfordringerne til nabokommunerne og stiller svære projekter ved kommunegrænserne,« siger Gert Bjerregaard.

»Det er ikke ordentligt naboskab at agere, som Aarhus har i denne sag. Derudover er der betydelige landskabelige og kystmæssige værdier, der går tabt med dette projekt. Derfor er vi nødt til at debattere i byrådet, om vi virkelig vil det her.«

Venstre har længe været modstander af vindmøllerne og blev derfor også skrevet ud af den passage i klimaaftalen, der fastslår, at projektet skal nyde fremme.

Gert Bjerregaard understreger dog, at Venstre ikke bare sætter sig tilbage med korslagte arme.

»Vi skal forfølge vores klimamål, og vi vil gerne have solceller i stedet. De er ikke så indgribende og til så stor gene for borgere og landskabet. Derfor deltager vi gerne i møder med vores nabo om en fælles, mindelig løsning på den her sag.«

Han forventer, at byrådsdebatten kan tages på det næstkommende møde.