Fortsæt til indhold

Steget med 20 - og mangler 40 millioner: Kulturhusdrømmen lever stadig

Fem teams skal kæmpe om at designe Hornslets nye kulturhus, der bliver noget dyrere end planlagt.

Samfund

Efter en konkurrence med 26 deltagende teams er fem blevet udvalgt til at udarbejde forslag til Hornslets nye kulturhus:

  • Arkitema med COWI
  • C.F. Møller Danmark A/S med Artelia A/S
  • Mikkelsen Arkitekter A/S med flere underrådgivere
  • Skala Architecture A/S med WERK Arkitekter Aps og Brix & Camp A/S
  • SWECO Danmark A/S med SWECO Architects

Ejendomsfonden Kulturgrunden afholdt første informationsmøde og besigtigelse af grunden den 2. oktober 2024.

Visionen

Kulturhuset skal rumme biografsale, kultursal, biblioteker, værksteder, galleri, café og mødelokaler. Projektet støttes af Nordea-fonden og Syddjurs Kommune, som hver bidrager med 30 mio. kr.

Ejendomsfonden Kulturgrunden’s direktør, Lotte Jensen, udtaler:

»Vi glæder os til at se udmøntningen og konkretiseringen af alle vores drømme og ideer om et kulturhus, der skal danne ramme for vores fællesskab, samskabelse og videre udvikling.«

Vinderen af konkurrencen offentliggøres inden årsskiftet, og byggeriet forventes at starte i 2026.

Mangler 40 mio. kroner

Lotte Jensen har ved flere møder slået fast, at overliggeren for en samlet anlægssum ikke skal meget over 90 mio. kroner, men nu lyder budgettet pludselig på 111 mio. kroner.

»Efter at vi har fået projektet tryktestet og gennemgået i detaljer af professionelle fagfolk, har vi måttet erkende, at prisen er steget, hvis vi gerne vil have det projekt, som vi håber,« siger Lotte Jensen.

Det har dog ikke svækket hendes optimisme.

»Vi har lige nu sikkerhed for cirka 70 mio. kroner, så vi skal rundt regnet ud og skaffe yderligere 40 mio. kroner,« indrømmer hun.

Strategien har altid været, at nu skal de fem teams have lov til at arbejde og komme deres forslag.

»Når vi har valgt det bedste, starter dialogen med en række store fonde. Jeg vil ikke nævne navne, men alle kan vist godt regne ud, hvem jeg taler om. De pågældende fonde vil først se det endelige projekt, før de vil snakke seriøst med os,« siger Lotte Jensen.