Mørke bliver lyslevende - musikalsk tsunami rammer byen
Lørdag bliver Mørke forvandlet til en musikalsk legeplads – kom og leg med!
Lørdag den 19. oktober bliver en dag fyldt med musikalske oplevelser i Mørke, når hele otte navne indtager scenen på to forskellige adresser: Kroen og Byens Hus.
Dagen byder på en blanding af lokale og unge kunstnere samt et etableret band, der tilsammen skaber en musikalsk atmosfære midt i efterårsferien.
Simone på hjemmebane
Simone Ella, 22, har skrålet fra sine tidligere barndomsår hjemme hos forældrene i Mørke.
Hun udgav før sommerferien en EP med fem sange, heriblandt hendes første danske single “Føler for meget”, et resultat af et fem måneders højskoleophold på Den Rytmiske Højskole i Vig, hvor hun fandt modet til at skrive på dansk.
Simone Ella er kendt for sine sjælfulde akkorder og inderlige sange, der emmer af følsomhed og et stænk af melankoli.
Simone Ella har en unik evne til at spejle livets op- og nedture i sine tekster. Det gør hendes musik både nærværende og relaterbar.
Hendes akustiske guitar og stærke vokal skaber et intimt lydunivers, der går lige i hjertet.
Simone Ella har selvfølgelig en særlig forbindelse til Mørke, hvor hun skrev sin første sang på barndomsværelset. Nu vender hun tilbage til hjembyen med sit band for at dele sin musik med sit hjemmepublikum.
Victor Aage
Victor Aage bringer en oldschool storhed til sin musik med en vokal, der er både teknisk imponerende og følelsesmæssigt kraftfuld.
Med 50’ernes Hollywood coolness og en vokal med både teknisk rækkevidde og følelsesmæssig styrke, har Victor Aage spillet utallige koncerter i Danmark, Tyskland og Spanien.
Hans debut-EP, ”Colosseum,” udkom den 24. maj 2024. Victor Aage formår at kombinere klassisk elegance med moderne følsomhed, hvilket gør hans musik både tidløs og relevant.
Kalk
Kalk er et dansksproget Aarhus-band, baseret på fremgangskraft, skarphed og dybde.
Med deres 90/00’er pop/rock inspirerede lyd kombineret med et flydende shoegaze aspekt, trækker de dig ind og sparker dig hårdt tilbage, så du brækker armen. Hvis du får dig noget kalk, bliver mor glad.
Bandets energiske optræden og specifikke lydunivers gør dem til et must-see på Musik Midt i Mørke.
Vinterbarn
Vinterbarn er et eksperimenterende pop/rock band med en eklektisk og atmosfærisk lyd. Vinterbarn skaber besnærende melodier med en kontrastfyldt instrumentation og fuldender det nordiske lydlandskab med dansksproget lyrik.
Deres musik udfordrer den mainstream poplyd og tilbyder en dybere, mere introspektiv oplevelse. Vinterbarns evne til at kombinere elektroniske elementer med følelsesladede tekster gør dem til en unik tilføjelse til programmet.
NØK
NØK er en trio, der på en bund af pop, rock og funk, skaber catchy rytmer.
Deres musik er både medrivende og eksperimenterende, hvilket gør dem til en spændende åbning på dagen.
Med sprøde guitarriffs, groovy baslinjer og energiske trommer leverer NØK en lyd, der både får hjertet til at banke og fusserne til at bevæge sig.
Ymer
Ymer er en trio, der blev dannet i hjertet af Syddjurs.
De tre unge mænd fandt hinanden på Syddjurs Gymnasium og dannede bånd gennem deres fælles kærlighed for psykedelisk rock. Inspireret af legender som Jimi Hendrix og King Crimson, lover Ymer en transcenderende musikalsk oplevelse.
Trommeslager Simon Saigusa Nielsen beskriver bandets mission som en genoplivelse af alt, hvad der har med heftige guitar-soloer, fløjlsbukser og analog indspilning at gøre.
Ymer bringer en oldschool energi til scenen, der kombinerer bombastiske rockelementer med en moderne twist. Deres musik er en rejse gennem tid og rum, hvor publikum kan forvente at blive taget med på en sonisk oplevelse, der både er intens og hypnotisk.
Bandet er fast besluttet på at udvikle sit musikalske udtryk og skabe koncerter, der er både hektiske og kærlighedsfyldte.
Laura Foss
Det danske musiklandskab er blevet beriget med en ny stemme, 20-årige Laura Foss, sanger og sangskriver, som netop har udgivet sin debut-single “I Wish”.
Hun har samarbejdet med erfarne Kristian Danielsen, kendt som guitarist og sangskriver i Blyfri 95. Musik Midt i Mørke bliver hendes første koncert efter udgivelsen, og publikum kan se frem til en aften fyldt med følsomme og melodiske sange.
Laura Foss bevæger sig i et singersongwriter/pop/country univers, hvor hendes klare vokal og ærlige tekster skinner igennem. Hendes musik er præget af en dyb følsomhed og en evne til at formidle komplekse følelser på en enkel og smuk måde.
Blyfri 95
Aftenen afsluttes med Blyfri 95, et garvet band, der både spiller egne numre og kopinumre af Bamse og Bamses Venner.
Med deres nye trommeslager Jonas Sebastian Becher i folden lover de en energisk optræden, der helt sikkert vil sætte gang i festen. Blyfri 95 har slået rod for længst, men deres musikalske energi og evne til at engagere publikum er stadig lige så stærk som nogensinde.
Blyfri 95 består af Anders Pedersen (sang og guitar), Lars Tækker (bas og kor), Jonas Sebastian Becher (trommer), Kristian Danielsen (guitar, keys og kor) og Tim Stigsen (keys og kor).
Bandet er kendt for deres evne til at skabe en festlig stemning med deres blanding af egne numre og elskede klassikere fra Bamse og Bamses Venner.
Fødselshjælperen
Kristian Danielsen er musikalsk fødselshjælper og coach for mange unge i det lokale miljø. Han har sit eget hjemmestudie i Mørke. Kristian Danielsens søn er Thomas Drachmann, mangeårig fast trommeslager og kapelmester for Christopher. Thomas Drachmann startede med at spille trommer som 6-årig og er nu midt i tyverne.
»Han har øvet og øvet for at blive så god, som han er i dag. Det er den eneste vej frem, og det forklarer jeg også de unge, at det er fint med ambitioner, men vil de det nok,« forklarer Kristian Danielsen.
Kristian Danielsen er medarrangør af lørdagens musikalske fest i Mørke.