Efter 27 år med turbo: FOF Djursland søger ny dynamisk skoleleder
Efter 27 år som skoleleder må Lene Fribo desværre sige farvel grundet en kronisk lungesygdom. FOF Djursland søger nu en ny leder til at fortsætte det vigtige arbejde.
FOF Djursland, områdets største aftenskole, søger en ny skoleleder.
Lene Fribo, 63, der har stået i spidsen for aftenskolen i 27 år, må desværre træde tilbage på grund af en kronisk lungesygdom.
»FOF har givet mig et rigere liv, og jeg ser frem til at sætte en ny ind i skolelederjobbet,« siger Lene Fribo, som har erkendt, at den kroniske sygdom tvinger hende til at passe mere på sig selv.
»Jeg er bestemt ikke færdig, men jeg kan ikke længere være med på fuldt blus, og derfor skal der findes en afløser til verdens bedste job,« lyder det afklaret fra Lene Fribo, der understreger, at hun på ingen måde er livstruende syg.
En vigtig rolle
FOF Djursland har gennem årene udvidet sine aktiviteter til at dække hele Djursland.
Det afspejles tydeligt i oplysningsforbundets righoldige kataloger.
Med over 100 dygtige og engagerede undervisere er FOF Djursland en central aktør i lokalsamfundet.
Aftenskolerne spiller en vigtig rolle i at løse samfundsudfordringer som ensomhed, mistrivsel og dårlig sundhed. Forskning viser, at deltagere i aftenskolerne oplever øget livskvalitet og bedre mental sundhed, påpeger den snart forhenværende chef.
»I aftenskolen er du ikke ensom, men en del af et givende fællesskab,« understreger Lene Fribo.
Stiftet af konservative
FOF = Folkeligt OplysningsForbund, stiftet af Det Konservative Folkeparti, er Danmarks største fællesskab for folkeoplysning med kurser og aktiviteter, der bidrager til danskernes kompetencer, sundhed og livsglæde.
Siden starten i 1947 har FOF været en del af foreningslivet i stort set alle danske kommuner.
Med 25 selvstændige FOF-foreninger, der har aktiviteter i 89 kommuner, når de enkelte afdelinger hver dag, året rundt, ud til hundredtusindvis af danskere med folkeoplysende aktiviteter. Det er bl.a. kurser inden for sprog, motion, sundhed, IT, kreative fag, samt masser af folkeoplysende foredrag, debatter og kulturhøjskoler.
Det er bestyrelsen i FOF Djursland, der forestår opgaven med at finde en ny skoleleder. Bestyrelsesformand er Diana Bang, Ryomgård, mangeårig aktiv i Det Konservative Folkeparti - primært på organisatoriske poster i baglandet.