Fra herrer til damer: Far og søn skifter banehalvdel
Michael og Mikkel Iversen, far og søn, skal træne Kolinds damehold fra næste sæson.
Er du dygtig nok, fagligt og i forhold til ledelse og mandskabsbehandling, er der ingen forskel på at træne herrer, damer og ungdom.
I nogle klubber opererer man fortsat med oldnordiske begreber som seniortræner og ungdomstræner, herre- og dametræner.
Det hører fortiden til.
Det er derfor ikke overraskende, at en klub som Kolind-Perstrup IF (KPI) med en fremsynet ledelse har ansat Michael Iversen som cheftræner for klubbens damehold i næste sæson.
Michael Iversen skifter fra at træne klubbens bedste herrehold til at træne damerne. Samtidig har klubben sikret sig hans søn, Mikkel Iversen, som i 2024 har stået i spidsen for herretruppens andethold i Serie 5, som assistent.
»Vi er utroligt glade for at kunne byde Michael velkommen som cheftræner for dameholdet. Hans erfaring og engagement vil være en stor gevinst for holdet,« vurderer Jesper Friis Jensen, næstformand i fodboldbestyrelsen.
Stort engagement
Michael og Mikkel Iversen har begge været engagerede i klubben, siden de flyttede til området for nogle år siden.
»Fra dag ét har de tilbudt deres hjælp og har ydet en fremragende indsats på herresiden. Deres dedikation og passion for fodbolden har været uvurderlig, og vi ser frem til at se dem bringe samme energi og ekspertise til dameholdet,« siger Jesper Friis Jensen.
»Mikkel har gjort et fantastisk arbejde med vores serie 5 hold, og vi er begejstrede for at se ham fortsætte sin udvikling i klubben,« tilføjer næstformanden.
Fremtiden
Dameholdet har allerede sikret sig overlevelse i Kvindeserien, og KPI ser frem til en ny spændende sæson i 2025.
Klubben forventer at kunne stille med samme trup som i efteråret, men håber naturligvis på nye tilgange.
»Vi opfordrer alle, der ønsker at prøve kræfter med kvindefodbold på højeste niveau på Djursland til at komme og blive en del af vores seriøse og dedikerede gruppe af spillere og trænere,« opfordrer Jesper Friis Jensen.
KPI-dametruppen har spillere fra hele Djursland og Århus, og pigerne hjælper hinanden med kørsel. Det skaber en stærk fællesskabsfølelse i truppen.
Jesper Friis Jensen benytter meldingen om trænerskiftet til at takke det afgående trænerteam, Lasse Fogh og Charlotte Sørensen. Sidstnævnte tidligere ligaspiller i Vejle. De har i de seneste år løftet kvindefodbolden i Kolind til nye højder og trådte hurtigt til i sommers - efter egentlig at have takket af - for at hjælpe klubben i en svær situation, da en nyansat træner sprang i målet.
»Vi håber, at Charlotte, trods et presset program, stadig kan finde tid til fodbolden i 2025 som spiller,« siger Jesper Friis Jensen.