Biblioteket inviterer til en nat fyldt med politisk spænding og fællesskab
Valg skal ses i fællesskab, mener Syddjurs Bibliotek, som inviterer til en 'all night'er' i anledning af det amerikanske præsidentvalg 5. november.
Det bliver ikke meget mere spændende end det amerikanske valg.
Lige nu er der så godt som dødt løb mellem de to bejlere, Donald Trump og Kamala Harris, til posten som USA’s næste præsident, og selv om afgørelsen nok næppe falder 5. november, så kan du alligevel komme og svælge i den amerikanske gyser, når Syddjurs Bibliotek inviterer til valgaften på Brew Pub ved Maltfabrikken i Ebeltoft.
»Ligesom film skal ses i biografen, så skal valg ses i fællesskab,« lyder det fra leder af Syddjurs Biblioteker, Ole Wolf, der er en af initiativtagerne.
»Der er stor interesse for det amerikanske valg. Det kan man se på antallet af podscasts og mediedækning i det hele taget, og den dagsorden vil vi gerne med være i.«
Biblioteket har den seneste tid kørt et tema om ’Fup eller fakta’, hvor der blandt andet har været fokus på fake news. Og det er et af karaktertrækkene ved valget i USA, mener Ole Wolf.
»Det er jo moderen til al fake news. Kandidaterne er ikke enige om meget, men de er enige om, at den anden lyver og misinformerer, og der bliver da også slynget en hel del ud, som ikke kan tåle faktatjek.«
Selv vil han ikke sige, hvem han håber, der vinder.
Det er der til gengæld mange biblioteksbrugere, der gerne vil. De sidste par uger har biblioteket i Ebeltoft haft en aftsemning i gang. En skål med røde kugler, to rør, et til Harris og et til trump og så spørgsmålet: Hvem håber du vinder?
»Det har været et meget entydigt billede. Alle kugler endte i Harris’ rør, så nu har vi ændret spørgsmålet til, hvem tror du vinder. Det har givet en noget mere lige fordeling af kuglerne.«
En Gallup-undersøgelse viste for nylig, at hvis danskerne kunne stemme ved det amerikanske præsidentvalg, ville hele 88 procent stemme på demokraten Kamala Harris, mens kun fem procent ville sætte kryds ved republikanske Trump.
I skirvende stund ligger de to kandidater histtorisk tæt i de amerkanske meningsmålinger, så der er bestemt lagt op til en spændende valgaften.
Den starter 5. november klokken 21 og varer frem til næste morgen klokken 7.
»Vi kan desværre ikke sige, at vi bliver ved, til der er en afgørelse, for det kan trække i langdrag, men til dem, der holder ud helt til klokken 7, er der ad libitum kaffe hele natten,« lover Ole Wolf.
Der vil være musikalsk indslag og selvfølgelig, for det er jo læseheste, der står bag arrangementet, vil der også blive oplæsning af amerikansk-relaterede litteratur.
22.30 serveres en ’all american burger’ og klokken 01.00 kommer de første exit polls, som kan følges på storskærmen, der både vil vise CNN og en dansk kanal.
Billetprisen er 175 kroner.