Ministers hovedbrud er løst: Motorvejsnaboer får en kæmpe støjvold
Massive mængder jord fra Marselistunnelen benyttes som ny støjvold i Stavtrup. Minister glæder sig over løsning.
Borgerne i Stavtrup ved Aarhus kan godt begynde at glæde sig.
Forleden fik de nyheden om, at hastigheden på Aarhus Syd-motorvejen nedsættes - bl.a. for at bekæmpe støj - og inden for en overskuelig årrække vil der også blive anlagt en kæmpe støjvold ud mod motorvejen.
Det står klart, efter Vejdirektoratet torsdag var klar med miljøkonsekvensvurderingen af Marselistunnel-projektet.
»Der er både de lokale og byrådsmedlemmer, som har flaget for mig, at der er store udfordringer med støj ved Stavtrup. Det er altid godt at kunne bruge jord i nærområdet, og derfor er denne løsning god,« siger transportminister Thomas Danielsen (V) til avisen.
Hele 350.000 kubikmeter overskudsjord vil under anlægget af tunnelen blive kørt små fem kilometer ud til Stavtrup for at gøre gavn.
»Det er vi voldsomt glade for. Vi har kæmpet for det her i mange år, og jeg vil gerne sende en stor tak til kommunen og politikerne derinde for, at vi har kunnet arbejde sammen om det her,« lyder det fra fællesrådsformand i Stavtrup, Finn Nissen.
Havneproblem løst
Thomas Danielsen stod for nylig med det, han selv kalder »en hovedpine«, da Aarhus droppede havneudvidelsen.
For det var planen, at jorden fra Marselistunnelen skulle smides i havnen, og skulle den nu i stedet køres meget længere væk, så ville projektet blive over 100 millioner kroner dyrere, slog han fast i foråret.
»Derfor er jeg glad for, at vi nu er nået frem til en løsning, hvor vi kan slå to fluer med et smæk. Det er en god løsning,« siger Thomas Danielsen og fortsætter:
»Stavtrup er støjplaget, men det er ikke nogen hemmelighed, at byen ikke stod øverst på listen til at få sat støjskærme op med statslige midler. Der var andre projekter, som var foran. Men jeg glæder mig over, at vi nu alligevel kan hjælpe med i forbindelse med håndteringen af jorden.«
2,4 km. vold og skærm
Støjvolden bliver cirka 1,5 kilometer lang, 12 meter høj og består af ca. 60 pct. af overskudsjorden fra tunnelarbejdet. Ifølge ministeren er det også ambitionen, at volden skal blive et sted, der gør noget godt for biodiversiteten.
»Det er vigtigt for mig, at vi bruger Vejdirektoratets arealer så klogt som muligt, og min ambition er, at hver gang vi laver noget ved statsveje, skal rabatterne anvendes til biodiverse formål,« siger Thomas Danielsen.
Udover støjvolden er det planen at montere en ca. 900 meter lang og otte meter høj støjskærm, hvorved hele Stavtrup støjdæmpes.
Vejdirektoratets beregninger viser, at der i 2040 uden støjafskærmning ville være mere end 1.000 boliger med en støjbelastning over 58 dB i Stavtrup. Når støjafskærmningen er etableret, falder det tal med næsten 800 boliger.
Nyheden om den markante støjindsats vækker glæde på rådhuset.
»Det er jo noget, som vi og borgerne har kæmpet for i årevis. Det her er den store løsning, og det kommer til at kunne mærkes i rigtig mange menneskers hverdag. Samtidig er det politisk opfindsomhed, når det er bedst. Der opstår et problem, men så finder man alligevel en løsning, som skaber konkret værdi for mange mennesker. Det glæder mig virkelig,« siger rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang (K).