Fortsæt til indhold

Frederiksbjergs mange folkeskoler: Fra overfyldte til lukningstruede

Aarhus Kommune stod omkring 1970 med fire halvtomme folkeskoler på Frederiksbjerg, efter den første åbnede i den voksende bydel tilbage i 1880.

Samfund
Aarhus Stadsarkivredaktion.aarhus@dinavis.dk

Frederiksbjerg voksede på få årtier fra slet ikke at have eksisteret til at være en travl bydel med flere tusinde indbyggere.

Rigtig mange af Frederiksbjergs nye beboere var helt nye aarhusianere, der flyttede til byen fra landet i håb om bedre jobmuligheder. Med dem fulgte også børn i alle aldre, og hurtigt kom det aarhusianske skolesystem under pres.

Ingerslev Boulevards Skole

I første omgang måtte skolebørn fra Frederiksbjerg tage turen over Frederiks Allé broen for at gå i skole i enten drengeskolen Valdemarsgades Skole, der åbnede i 1880, eller pigeskolen Frederiks Allé Skolen, der åbnede i 1884. De to skoler blev i 1961 slået sammen under navnet Brobjergskolen.

Først i 1903 fik Frederiksbjerg sin egen folkeskole, da Frederiksbjerg Byskole på Ingerslevs Boulevard blev indviet. Skolen, der senere kom til at hedde Ingerslevs Boulevards Skole, blev det første af arkitekt Ludvig A. Petersens fem skolebyggerier i Aarhus.

Ingerslevs Boulevards Skole fotograferet kort efter indvielsen i 1903. Foto: Hammerschmidt Foto, ca. 1904, Aarhus Stadsarkiv

Biskoppen, borgmesteren og andre Aarhus-spidser kunne høre pastor Lyngby takke byrådet, skoleudvalget og Gud til indvielsen af skolen. Pastoren erklærede de tidligere tiders tørre »indterpning« for død og understregede videre:

»Vi slår ikke det gode ind i børnene, vi elsker det frem.«

Også overlærer H.C. Petersen fik ordet ved indvielsen, og med en tak til byen for det store og smukke offer, som skole var, henvendte han sig til børnene (som naturligvis ikke var til stede ved indvielsen):

»Vis i al jeres færd, at I er taknemlige for de gode forhold, I kommer til at arbejde under.«

Med en hovedfløj i tre etager, et fritliggende gymnastikhus samt en overlærerbolig (pedelboligen kom først til i 1928) fik skolen plads til flere elever end byens øvrige daværende skoler, og selvom den var indrettet til at rumme såvel piger som drenge, var kønsadskillelsen gennemført konsekvent – fællesklasser hørte en langt senere tid til.

N.J. Fjordsgades Skole

Elevtallet på Ingerslevs Boulevards Skole var fra starten højt, og med næsten 1.700 elever fordelt i 54 klasser i skoleåret 1907/08 var der behov for endnu en skole på det hastigt voksende Frederiksbjerg. Derfor kunne N.J. Fjordsgades Skole indvies 200 meter væk i april 1910 under navnet Fjordsgades Borgerskole – opkaldt efter landøkonomen Niels Johannes Fjord. Endnu en gang var det arkitekt Ludvig A. Petersens, der leverede tegningerne. I mellemtiden havde Petersen også tegnet Finsensgades Skole, der blev indviet i 1907.

Travlhed på Ingerslevs Boulevard efter skolefri kl. 14 en dag i 1930’erne. I baggrunden ses N.J. Fjordsgades Skole. Foto: Stadsingeniørens Kontor, ca. 1937, Aarhus Stadsarkiv

Med N.J. Fjordsgades Skole fik Aarhus en skole, hvor alt, bortset fra overlærerboligen, var samlet i en enkelt bygning: klasserum, lokaler for naturhistorie og fysik, husgerning og sløjd, sang- og gymnastiksale. I forhallen sad en to meter høj H.C. Andersen-gipsafstøbning. H.C. Andersen kunne dog ikke i længden holde til børnenes ”omsorg”, og i dag er han erstattet af en ugle af granit.

Læssøesgades Skole

Elevtallet på Frederiksbjerg fortsatte med at stige, og det blev i 1916 besluttet at bygge en tredje skole på Frederiksbjerg i den sydlige del af byen, »hvor by og land mødes«. Endnu en gang var Petersen arkitekt, og Læssøesgades Skole stod ved indvielsen den 16. april 1921 som et fuldgyldigt udtryk for de ideer om en aulaskole, som Petersen også havde leget med ved opførelsen af Samsøgades Skole få år forinden.

Med Læssøesgades Skole havde Aarhus fået en stor og en flot skole, men også en meget dyr skole. Samsøgade havde kostet 400.000, Læssøesgade kom til at stå byen i knap 1,5 millioner kroner. Verdenskrigen og den medfølgende inflation var en af hovedårsagerne til budgetoverskridelsen. Fra 1930 til 1960 havde skolen et elevtal på mellem 1.000 og 1.300. Udover et væld af skoleelever var Læssøesgades Skole fra 1923 også hjemsted for Naturhistorisk Museum, indtil museet i 1939 kunne genindvies i sin helt egen bygning i Universitetsparken.

Sct. Annagades Skole

Selv med tre store skoler inden for få hundrede meter, var der fortsat for stort et pres på Frederiksbjergs skoler. Derfor vedtog byrådet i 1948 at bevilge 2.397.000 kroner til en ombygning af det gamle amtssygehus ved Ingerslevs Boulevard, så det hurtigst muligt kunne tages i brug som skole under navnet Sct. Annagades Skole. Det ville gå hurtigere at bygge om end bygge nyt, mente byrådet, og det ville også være billigere. Ved et byrådsmøde i januar 1955 kunne byrådet dog konstatere, at den samlede udgift til skolen var steget til 4.503.000 kroner.

Ud over klasselokaler til ca. 900 skoleelever var bygningerne blevet udvidet med en aula og to gymnastiksale samt en tilbygning i forlængelse af hovedbygningen mod Ingerslevs Boulevard. Derudover blev skolen indrettet med et stort centralkøkken, der fra 1951 sørgede for skolebespisning til hele Aarhus, sanglokaler, tegnelokale, filmlokale, geografilokale og ungdomslokaler.

Skolelukninger

Omkring 1970 var udviklingen fuldstændigt vendt, og Aarhus Kommune stod omkring år 1970 med fire halvtomme folkeskoler på Frederiksbjerg. 1960’erne drastisk faldende elevtal skyldtes flere ting; heriblandt det faktum, at et stort antal unge familier flyttede ud til de nyoprettede parcelhuskvarterer, som voksede frem i forstadskvartererne. Konsekvensen blev skolelukning. Den første til at blive lukket var Ingerslevs Boulevards Skole, der havde sidste skoledag i 1973, og i 1976 blev også den blot 26 år gamle Sct. Annagades Skole lukket.

Også Læssøesgades Skole har over flere omgange været lukningstruet, og i juni 2016 kunne N.J. Fjordsgades Skole også holde sidste skoledag. For sidstnævnte skyldtes det dog ikke en lukning, men en overflytning til den helt nybyggede Frederiksbjerg Skole.

Frederiksbjerg Skole, der blev indviet i august 2016 på grunden, hvor Sct. Annagades Skole tidligere lå, blev tegnet af arkitektteamet GPP Arkitekter og Henning Larsen Arkitekter. Skolens udvendige facader blev opført i genbrugstegl, hvoraf nogle af de ældste mursten kom fra det gamle amtssygehus, mens andre stammede fra Sct. Annagades Skole fra 1950’erne.