Fortsæt til indhold

Frygt for, at nyt butikscenter vil ødelægge midtbyen: »Det bliver ikke på min vagt«

Ejer af det nu lukkede Park Hotel i Ebeltoft er vendt på en tallerken og fortsætter alligevel planerne om at forvandle bygningerne til et butikscenter. Idéen møder modstand.

Samfund

For et par uger siden kunne vi her i avisen fortælle, at ejeren af det tidligere Ebeltoft Park Hotel, Dan Mark Ejendomme A/S, havde kastet håndklædet i ringen og besluttet sig for at sætte område og bygninger ved Vibæk Strand til salg.

Men nu er de vendt på en tallerken og arbejder videre på, at stedet skal forvandles til et butikscenter med dagligvareforretning og såkaldte boxbutikker.

Direktør Michael Willaume Andersen sagde ellers lige før jul:

»Vi har ad flere omgange været i dialog med Syddjurs Kommune omkring idéer til udvikling, men vi har ikke kunnet blive enige, så nu dropper vi det.«

Nu siger han:

»Vi har besluttet alligevel at sende et forslag til kommunen. Det ligger os meget på sinde, at bygningerne ikke bare står og forfalder.«

Sådan ser tegningen over et nyt 5.000 kvadratmeter stort butikscenter ved indkørslen til Ebeltoft ud. Udvikler foreslår, at der skal være såkaldte boxbutikker, dagligvareforretning og eventuelt en restaurant. Visualisering: Arkitema

Forslaget er indsendt som et svar til den kommuneplan, der frem til 12. januar var i høring.

Dan Mark indsendte sit forslag i sidste øjeblik, 9. januar.

Firmaet Arkitema har tegnet projektet, som består af fire bygninger på mere end 5.000 kvadratmeter tilsammen.

Det er langt over dét, som kommune- og lokalplan i dag giver mulighed for.

I centret foreslår de, at der skal være boxbutikker, dagligvarebutik og eventuelt en restaurant.

Det bliver ikke på min vagt, at vi affolker bykernen i Ebeltoft.
Kasper Kolstrup Møller (K)

I høringssvaret argumenterer de med, at placeringen er attraktiv, og et center i høj arkitektonisk kvalitet kan være med til at give ”ankomsten til byen et løft”.

»De ønskede butikker kan supplere bymidtens udbud ved at rumme typer af butikker eller større butikker, som ikke kan integreres i bymidten. Det kan også sikre en afbalanceret struktur i detailhandlen, hvor de to områder understøtter hinanden frem for at skabe intern konkurrence.«

De synspunkter deler Ebeltoft Handelsstandsforening imidlertid slet ikke.

Tomme butiksvinduer

Forslaget fra Dan Mark har nemlig fået den lokale handelsstandsforening med formand Hanne Sloth i spidsen til tasterne.

I allersidste øjeblik fik de sendt deres respons på butikscentret til kommunen.

»Noget af det første, man møder ved ankomsten, er Ebeltoft Park Hotel. Vi og mange af byens borgere ønsker ikke, at lavprisbutikker bliver det første, der møder besøgende. Det vil ikke afspejle byens identitet og karakter,« skriver foreningen og fortsætter:

»Etableringen af et nyt handelsområde uden for bymidten vil i meget høj grad belaste byens sammenhængskraft. Det samlede handelsliv vil svinde ind, og bymidten ende mindre attraktiv med mange tomme butiksvinduer.«

Selvom hotellet gennem flere år har oplevet meget lav efterspørgsel og ifølge Dan Mark selv været en decideret dårlig forretning, så mener handelsstandsforeningen, at området ideelt set burde omdannes til et nyt hotel.

»Det er en mangelvare i Ebeltoft, der vil kunne imødekomme både turisters og byens behov. Vi opfordrer til, at der arbejdes med andre forslag, som understøtter byens udvikling på en måde, der bevarer og styrker Ebeltofts unikke charme og karakter.«

Vi kigger bredt. Også på muligheden for at modernisere hele området inklusive tankstation og bowlingcenter.
Michael Willaume Andersen

Samtidig gør foreningen opmærksom på, at der kan findes andre og bedre placeringer i byen, hvis man politisk endelig ønsker at udvide detailhandlen.

Her tænker de på den gamle Falck-grund, hvor der allerede ligger en samling af mindre forretninger, eller jordstykket foran Schjerning Farver på Øster Allé.

»Vi er positive over for etablering af nye forretninger, men det er afgørende, at de placeres i forlængelse af det eksisterende handelsliv.«

De slutter med en opfordring til, at man fra politisk side støtter Ebeltofts igangværende engagement i at skabe en levende bymidte.

»Dermed sikrer vi, at byen også kan kalde sig en handelsby i fremtiden.«

Ikke på min vagt

Kasper Kolstrup Møller (K) er formand for Erhvervs- og Planudvalget i Syddjurs Kommune.

Han er bekendt med Dan Marks forslag og har i øvrigt allerede et møde i kalenderen med dem.

Kasper Kolstrup Møller (K). Pressefoto

»Det ville være ærgerligt, hvis stedet bare kommer til at stå og forfalde, så derfor ser vi på alle muligheder og tager selvfølgelig en snak med udvikler.«

Han fortæller, at han endnu ikke har taget stilling til noget, men at han på mødet selvfølgelig vil understrege, hvor vigtigt det er, at handelslivet og naboerne bakker op om projektet.

»Det er et klart skriv fra handelsstandsforeningen, og det skal vi selvfølgelig tage i betragtning. Jeg er meget obs på, at bykernen skal styrkes og ikke svækkes. Det bliver ikke på min vagt, at vi affolker bykernen i Ebeltoft,« lyder det resolut fra Kasper Kolstrup Møller.

Den bedste løsning

Michael Willaume Andersen fra Dan Mark Ejendomme kan sagtens forstå foreningens bekymringer.

»For os behøver det sådan set ikke at være lige præcis det her, der kommer til at ske, men hvis man vil have udvikling, kræver det penge, og de skal jo komme et eller andet sted fra,« siger han, underforstået, at der er flere penge i butikker og dagligvareforretninger end i hoteldrift.

Han forklarer, at det faktisk ligger ham på sinde at finde den bedste løsning, men det kræver et vist pres.

»Så skal man ruske lidt op i tingene. Vi kigger bredt. Også på muligheden for at modernisere hele området inklusive tankstation og bowlingcenter.«

Han fortæller, at de har været i dialog med bestyrelsen bag Filmefterskolen Ebeltoft, som gennem et par år har ledt efter en oplagt lokation.

»I mine øjne ville det være den allerbedste løsning,« siger han.

På vegne af Filmefterskolens bestyrelse fortæller Jørn Grønkjær dog, at rammerne ikke umiddelbart passer, og at det, vigtigst af alt, bliver for stor en investering på grund den stand, bygningerne er i.

Der er kommet 80 høringssvar til kommuneplan 2024, som kort fortalt er den samlede plan for hele kommunens fysiske udvikling i de næste år.

Allerede i marts eller april i år forventes det, at byrådet godkender den nye plan og altså også, om der skal være mulighed for at lave et større center ved Vibæk.