Borgmesteren kender ikke til rygter om skolelukning
Kasper Bjerregaard tror på, at en kommende omfartsvej om Trustrup bliver afsættet til en positiv udvikling. Han undrer sig dog over bankernes manglende opbakning.
Borgmester Kasper Bjerregaard (V) kender ikke til rygter om, at fremtiden for Toubroskolen i Trustrup skulle være på dagsordenen.
Han forholder sig således til nogle af de bekymringer, som flere borgere i landsbyen gav udtryk for i denne avis i en artikel om udsigterne for Trustrup, når der laves omfartsvej rundt om byen.
Her forklarede blandt andre borgerforeningsformand Michael Frey, at skolen igen er blevet et samtaleemne.
»Skolen er et vigtigt led i vurderingerne, når folk skal bosætte, men nu går der jo igen rygter om, at den måske er lukningstruet,« sagde han til avisen.
Borgmesteren afviser dog, at skolen skulle være på den politiske agenda.
»Jeg må sige, at jeg har ikke selv hørt de rygter. Mig bekendt er der heller ikke nogen sager på vej i børne- og ungdomsudvalget, der drejer sig om Toubroskolen, så jeg undrer mig lidt over italesættelsen af det,« siger Kasper Bjerregaard.
I samme ombæring noterer han sig dog en anden bekymring.
Butikken på OK Plus-tanken lukker i denne uge, efter forpagter Brian Sørensen har valgt at stoppe, og det ikke er lykkedes for OK at finde en ny forpagter.
Udfordringen for flere ellers interesserede forpagtere har været at få opbakning fra bankerne. Begrundelsen er, at den kommende omfartsvej syd-øst om Trustrup vil fjerne en stor del af kundegrundlaget for butikken på tankstationen.
Det synspunkt ærgrer Kasper Bjerregaard sig over.
»Det undrer mig. Omfartsvejen skal først behandles i Folketinget i 2026-27, så arbejdet kan gå i gang i 2029. Den kommer først til at stå færdig i 2035, så der er jo 10 år, til den tages i brug. Det synes jeg, der er mærkeligt, når OK selv ser ret meget potentiale i butikken og Trustrup i det hele taget har et betragteligt og ret stærkt erhvervsliv,« noterer borgmesteren.
Grønt eventyr kan smitte af
Netop derfor er der dog også allerede et stærk fundament at stå på for Trustrup ind i en fremtidig udvikling.
Kasper Bjerregaard har personligt store forventninger til, at den kommende omfartsvej får en positiv afsmitning på byen.
Den kommer forhåbentlig til at spille sammen med den planlagte Energiklynge Djursland, som skal placeres ved Lyngdal syd for Homå og inkluderer biogasanlæg, vindmøller, solceller og muligheden for at koble til fjernvarme og Power-to-X.
Udviklerne af energiklyngen Brdr. Thorsen Biogas med base i Nimtofte, Kosan Gas og NRGi Renewables har selv kaldt det for et muligt grønt energieventyr, og den historie håber borgmesteren at kunne skrive med på.
»Jeg tror på, at omfartsvejen sammen med Letbanen og energiklyngen virkelig giver afsættet til udvikling, der er med til at løfte området. Det kommer til at give nogle arbejdspladser i både etableringsfasen og i arbejdet med servicering af anlæg, og man kan håbe, at der også kan komme nogle afledte virksomheder ud af det, som etablerer sig lokalt,« siger han.
Mere dialog
Indtil videre er det dog stadig fugle på taget.
Til avisen opfordrede borgerforeningsformand Michael Frey også kommunen til at tage mere initiativ til kommunikation med borgerne om, hvordan Trustrup skal gå fremtiden i møde med de kommende muligheder og udfordringer.
Den opfordring kan borgmester Kasper Bjerregaard godt følge, men han vurderer dog, at det i forhold til infrastrukturen giver bedst mening at indlede dialogen, når projekterne bliver mere konkrete.
»Vi holdt et borgermøde i 2022, hvor et af budskaberne var, hvad vi forventer, at omfartsvejen kan bibringe til området. Men der var også et budskab om, at vi ikke kender linjeføringen på omfartsvejen endnu, fordi det først skal behandles i 2026-27 i Folketinget. Når vi kender den, har vi rigtig gode muligheder for i god tid at få planlagt og tænkt tanker igennem, hvad det er, vi gerne vil, fordi projektet først skal være færdigt 2035,« mener borgmesteren.