To måneders radiotavshed: Hvem er den hemmelige lufthavns-investor?
To måneder efter, at kommune og lufthavn annoncerede, at man havde fundet en privat investor, ved offentligheden stadig ikke, hvem den nye medejer er.
Kommunalpolitikere og lufthavnsledelse kunne i slutningen af november drage et lettelsens suk.
Efter 2,5 års søgen kunne man endelig annoncere, at en privat investor var fundet, og at Aarhus Airport havde indgået en betinget aftale med en international kapacitet på luftfartsscenen.
Dermed var en truende konkurs og potentiel lukning af den økonomisk skrantende lufthavn afværget.
»Jeg er glad for, at der nu endelig ser ud til at være fundet en løsning. Vi har reelt stået i en situation, hvor vi risikerede at skulle lukke lufthavnen og dermed også miste de investeringer, der er foretaget over årene,« sagde Aarhus-borgmester Anders Winnerskjold (S) i en pressemeddelelse.
Men siden november har der været total radiotavshed i forhold til den nye medejer, der skal være hovedaktionær.
Forhandlinger trækker ud
Byrådene i ejerkommunerne Aarhus, Syddjurs og Norddjurs har bag lukkede døre drøftet den nye ejerskabsstruktur og givet lufthavnen grønt lys til at gå videre med de konkrete forhandlinger.
Navnet på investoren er imidlertid forblevet hemmeligholdt.
Avisen har spurgt Aarhus Kommune, hvorfor selskabet ikke er blevet præsenteret for offentligheden endnu. Tidligere meldinger gik nemlig på, at den endelige aftale ville være forhandlet og underskrevet i midten af januar.
»Der pågår fortsat forhandlinger mellem Aarhus Airport og den private investor om detaljer i aftalen. Forhandlingerne har trukket lidt ud, men er generelt i god gænge. Først når forhandlingerne er afsluttet vil den nye investor blive præsenteret for offentligheden,« skriver Marianne Gjerløv, chef for Erhverv og Bæredygtig Udvikling, i en mail.
Bestyrelsesformand i Aarhus Airport, Lars Dige Knudsen, skriver til avisen, at han ikke har yderligere at tilføje om forhandlingerne og hvornår de forventes afsluttet.
»Vi kommunikerer omkring en ny investor, når vi er klar til det,« lyder det kortfattet.
Tabte investeringer
Hvordan den endelige aftale bliver strikket sammen, vides ikke.
Ifølge avisens oplysninger er der dog lagt op til, at Aarhus Kommune må eftergive en stor del af den gæld, lufthavnen har til kommunen.
Aarhus Airport skylder i omegnen af 251 mio. kr.. Det kom frem, da avisen tilbage i november kunne afsløre, at tidligere borgmester Jacob Bundsgaard (S) uden om byrådet havde givet lufthavnen henstand på rentebetaling af et 200 mio. kr. stort lån.
Det tilgodehavende vil blive konverteret til ny aktiekapital i lufthavnsselskabet til under kurs 100, hvilket betyder at gældens værdi nedskrives. Den endelige kurs er en del af forhandlingerne og bliver afgørende for, hvor store ejerandele Aarhus Kommune ender med at have.
»Det kan simpelthen ikke lade sig gøre at finde en investor, der vil komme med nye penge for at betale gammel gæld,« har Lars Dige Knudsen tidligere sagt til avisen om investorens krav.
Den nye investor forventes at indskyde sammenlagt 120 mio. kr. i lufthavnen over en treårig periode. Når de tre år er gået, vil investoren være majoritetsejer med 51 procent, mens Aarhus Kommune vil eje 39 procent.
De djurslandske kommuner vil således, efter et mindre kapitalindskud, eje fem procent hver.
Sidst vil erhvervsmand Jens Stausholm og Staus A/S, der i 2019 skød 30 mio. kr. i lufthavnen, overtog 20 procent af ejerskabet og havde ambitioner om at købe kommunerne ud, træde helt ud af ejerskabet. Hans investering er blevet udvandet så meget, at han i dag blot ejer 0,04 procent af aktierne.
Avisen har spurgt Aarhus Kommune, om offentligheden får indblik i aftalen mellem kommunerne og den nye investor.
»Vi kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget om i hvilken grad offentligheden får indblik i vilkårene for aftalen. En del af vilkårene vil formentlig være fortrolige, men det ved vi først, når forhandlingerne af afsluttet,« skriver erhvervschef Marianne Gjerløv.
Når lufthavnen har forhandlet en aftale på plads med den ukendte investor, skal de østjyske byråd endegyldigt nikke ja, før der kan skrives under.