Fortsæt til indhold

I otte år var han usynlig: Nu kører hr. Bang i politisk Ferrari, og han tænder på den helt store model

Tilst bekymrer Nicolaj Bang (K). Det samme gør mange byrådskollegaers tilgang til den grønne omstilling. I valgkampen til efteråret vil han fokusere på det nære og konkrete.

Samfund

Inden august 2022 kendte få aarhusianere formentlig til Nicolaj Bangs (K) eksistens. I otte år havde han ene mand, mest i stilhed og uden politisk indflydelse, repræsenteret De Konservative i regionsrådet. Det var – for at give et billede af den periode – en stor sejr, da Nicolaj Bang ved et budgetforlig fik sat 1 million af til at nedbringe ventetiderne på komplicerede høretab fra 92 uger til 88 uger.

Men så gik det pludselig hurtigt for Bang fra Randers. Steen Stavnsbo (K) trak sig overraskende som rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, og ind fra højre kom Nicolaj Bang, der internt i De Konservative havde ladet forstå, at han ønskede stillingen.

Hvad jobskiftet betød for hans politiske indflydelse og eksponering, sammenligner han selv med at udskifte en rusten cykel med en Ferrari.

»Det kan slet ikke sammenlignes. Det er et helt, helt andet game, og læringskurven var rimelig stejl. Det er ubetinget den post, hvor man har mest kontakt til borgerne. 60 pct. af alt det, der kommer ind i byrådet, kommer ind over mit bord. Det er her, man har indflydelse på byens udvikling. Det er faktisk kommet bag på mig, hvor meget man kan flytte som rådmand,« siger han.

Borgmester Bang?

Hvor meget man kan flytte som borgmester, vil den 44-årige Nicolaj Bang gerne finde ud af. Han og De Konservative skal lægge sig i selen, men det er ikke umuligt, at han kan tage borgmesterkæden på efter kommunalvalget senere i år. Det vurderer han i hvert fald selv.

»Vi har haft én blå borgmester i de seneste 100 år, og det fik vi blandt andet, fordi midterpartierne kiggede til højre. Spørgsmålet er, om det er nu, aarhusianerne synes, det er tid til at prøve noget andet end socialdemokraterne. Jeg mener seriøst, at chancen er der,« siger Nicolaj Bang.

Ifølge Nicolaj Bang trænger ældreplejen til »mindre politik«. De ansatte i ældreplejen har, sagt med andre ord, brug for en god, lang pause fra politisk indblanding, så de kan fokusere på deres kerneopgaver – frem for hele tiden at forholde sig til nye tidskrævende tiltag og systemer. Foto: Sten Brøgger

Det bliver det nære og det konkrete, De Konservative i Aarhus kommer til at fokusere på i valgkampen, oplyser han. Et flertal i byrådet begik i 2024 en mobilitetsaftale og et klimaforlig, der sætter klare retninger for, hvor Aarhus Kommune skal henad. Visionerne er på plads, og nu skal de gøres til noget, borgerne i kommunen kan bruge til noget.

»Vi skal have gjort aarhusianernes hverdag nemmere,« lyder det enkle valgkampsbudskab.

Skulle det glippe at kapre borgmesterposten, et sandsynligt scenarie, vil Nicolaj Bang rigtig gerne fortsætte i sit nuværende job. Indtil videre har han i stort omfang gennemført projekter, der er vedtaget før 2022, og han vil gerne sætte sit eget præg på Aarhus. Han har selv arbejdet for lokalplaner, der bevarer villakvarterer med et særligt udtryk, og en ny kommuneplan, der tager livtag med højhuspolitikken, så det bliver mere planlagt, hvor højhusene må og skal være.

Trælst i Tilst

Nicolaj Bang bød ind på konservatismen i en tidlig alder og har endnu ikke været den utro. Ideologien afspejler sig i blandt andet i hans syn på klimapolitik. Folk har, mener han, brug for tid til at følge med i den grønne omstilling.

»Vi har en brændende platform, og vi har travlt, men lad os vælge de løsninger, der generer folk mindst muligt. I byrådet følger nogle lidt samme logik som i Middelalderen, hvor man piskede sig selv for at komme tættere på Gud. Det skal gøre ondt, for at det virker. Men det skal det ikke nødvendigvis,« siger han.

Det gør i Nicolaj Bangs optik mindre ondt at lave energiparker end at sætte vindmøller op på havnen i Aarhus. Det gør nok lidt ondt at gennemføre en ambitiøs grøn omstilling, men det gør mere ondt, hvis vi allesammen skal være »veganere med vindmøller i vores baghaver«, som han formulerer det. Det har ingen sagt, at vi skal, men overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen.

Nicolaj Bang har i et kort øjeblik prøvet at drikke champagne med et hul i brystet. Nytårsnat 2001 stak en psykisk syg mand ham i brystet med en 32 centimer lang køkkenkniv. Kniven ramte Nicolaj Bangs brystben og bøjede af til »den rigtige side«. Episoden fik den konsekvens, at en ung Nicolaj Bang blev politisk aktiv. Foto: Sten Brøgger

Når det gælder integration, kommer Nicolaj Bangs konservatisme igen til udtryk. Han siger ikke, at tilflyttere til Danmark skal sværge til Gud, konge og fædreland, mens hvis du flytter til Danmark, skal du blive en del af klubben, og det forpligter. Vi er fælles om Danmark, og i Aarhus er vi også fælles om Aarhus, lyder det. Hvis folk ikke ønsker at være en del af fællesskabet, falder tingene fra hinanden.

»Når man laver moskeer, hvor man fortæller sine børn, at de er blevet for danske, siger man, at man ikke bryder sig ret meget om danske normer og værdier, og at man ikke vil være en del af fællesskabet. I bedste fald vil man stå udenfor, i værste fald vil man ødelægge det. Nogle steder lever islamisme lidt under overfladen, men fylder ret meget, for islamisterne har en særlig autoritet og indflydelse, og det synes jeg er en udfordring.« siger Nicolaj Bang.

Tilst er det område i Aarhus, Nicolaj Bang er mest bekymret for. Her har integrationen lige nu de sværeste vilkår, mener han. Faktisk kører den i bakgear med en voksende koncentration af sociale problemer og en boligsituation, der minder om »privat slum«.

»Du kan få billige boliger, men ejerne er ligeglade med området, og de billige boliger tiltrækker en høj koncentration af folk, vi nok hellere skulle få spredt ud i Aarhus. Det er opskriften på noget, der kan blive træls, og det er det allerede begyndt at blive,« siger Nicolaj Bang.

Politikerne i byrådet har gang i nogle projekter, og de har »nogle gode tanker«, men riget Aarhus fattes penge.

»Da vi lavede Gellerup, var der meget fokus på området fra statslig hold, og derfor var der statslige penge i det. Dem er der færre af nu, fordi dagsordenen er gået lidt ned ad prioritetslisten, men man skal tænke på, hvad det koster, hvis man ingenting gør,« lyder det.

Vil De Konservative få så godt et resultat ved kommunalvalget, at Nicolaj Bang kan blive borgmester? Oddsene er formentlig knap så gode, men hvis midterpartierne søger mod højre, er det ikke umuligt, mener Bang selv. Foto: Sten Brøgger

Kontaktbogen

Integration er et emne, Nicolaj Bang kommer til at tale mere om op til kommunalvalget. Af andre varme valgemner kan nævnes vindmøller, roadpricing og ældreplejen. Mindre sandsynligt er det, at Aula, mange børneforældres yndlingsaversion, bliver et stort debatemne. For Nicolaj Bang er skolekommunikationsplatformen dog et eksempel på et større problem i den tid, vi lever i.

»De it-systemer, vi har i dag, betyder, at du hele tiden super nemt kan lave en send-til-alle-mail om alt muligt, og der tror jeg, at vi skal øve os i at passe lidt på hinandens tid. Jeg kan huske, at jeg havde den samme kontaktbog, fra jeg gik i 1. klasse, til jeg gik i 9. Den var lidt slidt til sidst, men den var kun halvt fyldt, for oftere havde mine forældre ikke bruge for at have en formel dialog,« siger han.

Kontaktbogen bliver næppe genindført, men valgbudskabet: »Færre beskeder på Aula!« kunne nok tiltrække nogle stemmer fra send-til-alle-mail-trætte forældre.

Nicolaj Bang bor i Brabrand sammen med sin hustru, Ziva, og katten Sherlock.