Fortsæt til indhold

Næste mål er klar: Casper kæmper for at få ekstremt VM til Danmark

Manden bag Skanderborg Ultra, der arrangerer 48-timers løb i Dyrehaven, håber at få VM til Danmark i 2026.

Samfund

»Det kunne være det vildeste at få VM til Skanderborg.«

Sådan lyder det fra Casper Johnny Poulsen, vært for Skanderborg Ultra, der i øjeblikket arbejder for at få VM i 48-timers løb til Dyrehaven i efterårsferien i 2026.

Han har netop sendt sin ansøgning af sted i håbet om at komme i betragtning.

Men det er ikke det eneste, østjyden gør for at få VM til Danmark. I forsøget på at komme tættere på en realisering af sin drøm rejser Casper Johnny Poulsen i slutningen af april til Frankrig, når der afvikles VM i seksdagesløb.

»Vi havde i forvejen planer om at tage derned for at støtte Multidagslandsholdet, men så skrev Trishul fra GOMU (The Global Organization of Multi-Day Ultramarathoning, red.) til mig, at det kunne være en god idé, at vi kom til Frankrig,« lyder det fra Casper Johnny Poulsen.

Han tager af sted med sin kollega og ven Bjarne Lei Andersen, som ligeledes har flere ultraløb bag sig.

Bjarne Lei Andersen løb med første gang, der var Skanderborg Ultra – nu hjælper han Casper Johnny Poulsen med at afvikle løbet. Han håber ligeledes på at få lov at blive vært for VM i Dyrehaven. Foto: Grethe Bo Madsen

Det er også sammen med Bjarne Lei Andersen, han håber på at skulle afvikle VM i 48 timer i 2026.

»Vi gør noget godt, og vi leverer et produkt, som løberne har efterspurgt. 48-timers løb har været næste skridt, men det har manglet her i Danmark. Vi er gode til det, vi laver, og vi har et godt netværk, der kan hjælpe os med afviklingen. Strukturfacismen fra min tid i Forsvaret brænder nok også igennem i det her. Jeg er en arbejdshest og god til at organisere,« lyder det fra Casper Johnny Poulsen.

Der kommer løbere fra hele verden. Der ville nok komme omkring 19 nationaliteter, og det ville sætte et aftryk. Nogle af dem ville formentlig hive deres familier med, som kan se noget i området, mens der løbes.
Casper Johnny Poulsen, Skanderborg Ultra

Chancerne er gode.

Men der er en lille hage.

»For at få lov til at afholde VM skal man have afviklet tre ultraløb. Det har vi ikke helt endnu. Det er sådan, at man beslutter næste års værter ved VM i 48-timers løb året før. I år ligger VM i maj, og på det tidspunkt har vi kun været værter for to ultraløb. Det tredje ligger i efteråret,« fortæller Casper Johnny Poulsen.

Derfor er det også med svedige håndflader, han rejser til Frankrig.

Men han lægger ikke skjul på, at han tror på, det kan lykkes.

»Der står med småt i reglerne, at der kan gøres undtagelser, så man kan få lov til at afvikle VM uden at have haft tre ultraløb, når det bliver besluttet. Så vi håber, der laves en lille undtagelse. Vi når jo at afvikle det tredje løb i 2025,« siger Casper Johnny Poulsen.

»Vi gør det godt. Vi har godt styr på det, god støtte og gør meget for at være sikre på, at det spiller. Jeg kan ikke se, hvorfor de ikke skulle vælge os. Jeg tør ikke sige med sikkerhed, at vi får VM i 2026, men det bliver megaspændende at følge.«

Der kan være hårde kår at løbe under, når det foregår i Danmark. Første gang Skanderborg Ultra blev afviklet, var det med storm og en masse regn. Men det slog ikke gejsten ihjel hos ultraløberne. Foto: Grethe Bo Madsen

Godt for turismen

Det er ikke kun af egoistiske grunde, Casper Johnny Poulsen håber at blive vært for VM i 48-timers ultraløb i 2026. Der er faktisk intet egoistisk i det, han foretager sig med både ultraløbet og kampen for VM i Skanderborg.

Det handler alt sammen om at gøre noget godt for veteraner, ultraløbere og kommunen.

Han forestiller sig også, at det ville være godt for kommunen med et arrangement i den størrelsesorden.

»Der kommer løbere fra hele verden. Der ville nok komme omkring 19 nationaliteter, og det ville sætte et aftryk. Nogle af dem ville formentlig hive deres familier med, som kan se noget i området, mens der løbes,« lyder det.