Bjarne brød sammen efter 24 timers løbemareridt: »Jeg ender med at sidde og tude i soveposen«

Vinden raser, og regnen pisker ned. Det er på ingen måder det mest optimale løbevejr, men det hindrer ikke Bjarne Lei Andersen i at møde op i Dyrehaven i Skanderborg i sit bedste løbetøj og løbesko.

»Jeg glæder mig slet ikke til at skulle løbe. Glæden og fornøjelsen er væk. Men jeg har lovet det,« fortæller Bjarne Lei Andersen.

Vi er i Dyrehaven fredag i efterårsferien 2023, og Skanderborg Ultraløb skal snart skydes i gang for første gang. Bjarne er en af dem, der har meldt sig til 48-timers løbet.

Det burde ikke være noget særligt for Bjarne, der er vant til at løbe længere distancer, men de første 24 timer bliver et mareridt.

»Jeg får slæbt mig igennem med behandlinger flere gange, og tiden mellem behandlingerne bliver kortere og kortere. Jeg bruger alle tricks, men det første døgn er elendigt,« husker Bjarne.

Andet døgn er heller ikke noget at råbe hurra for, og natten til søndag går det helt galt for Bjarne. Han knækker fuldstændig sammen.

»Natten til søndag skal jeg sove tre timer. Jeg er træt, men jeg kan slet ikke få hvile i hovedet. Jeg ligger og vender mig og sover måske en time. Det ender med, at jeg bare sidder i soveposen. Så kommer min hustru, Charlotte, ind til mig i teltet, og så kan jeg mærke en kæmpe forløsning. Jeg ender med at sidde og tude i soveposen, og så siger jeg til hende, at jeg ikke skal løbe ultraløb i et år. Og der slapper jeg af i kroppen, så er det sagt,« fortæller Bjarne.

Inspirer til løb

Det bliver starten på en lang snak om, hvad der skal ske fremadrettet. Han skal finde sig selv igen efter nogle udfordringer i baglandet, hvor blandt andet en fyring tidligere på året fylder meget mentalt.

»Fyringen ødelagde mit løb,« konstaterer Bjarne Lei Andersen, mens han igen får kuldegysninger på armene.

Det seneste år har Bjarne ikke løbet længere end 10 og 20 kilometer. I Bjarnes verden er det ikke noget særligt. Han er ultraløber og har meget længere distancer bag sig. Og han elsker alt ved det. Især når han kan lade masken falde og bare er Bjarne. Det er en kæmpe succes, når han når dertil. Når følelserne får frit spil.

Det er snart et år siden, Bjarne har mærket den frigørelse. Fysisk fejler han ingenting, men mentalt rammer han muren bare ved tanken om et ultraløb, selvom han savner det helt forfærdeligt.

Da Uge-Bladet møder ham i hans nye rammer hos CP Fysiotreatment, hvor han arbejder som centerleder og husalf, hvorfra han også driver sin egen virksomhed som personlig løbetræner, mærker man tydeligt savnet til ultraløbet.

Interessen for løb er nemlig på ingen måder væk. Og heller ikke passionen. Mens han arbejder sig hen mod egen deltagelse i lange løb igen, nyder han at inspirere og hjælpe andre personer til at indfri løbemål. Både mål for længere distancer og mål til at kunne løbe bare fem kilometer. Han er koordinator og løbetræner for Multidagslandsholdets løbere på 72 timer og 10 dage.

»Det er helt vildt spændende at arbejde med,« fortæller Bjarne Lei Andersen, der for nylig var med som hjælper under seksdagesløb i Aabybro.

Bjarne har nemlig masser af erfaring og viden at dele ud af som træner. Mens vi taler, kommer han også med små anekdoter fra det ene løb efter det andet, siden han som ung knægt fik øjnene op for løb. Især et løb er Bjarne stolt af. Også selvom det på mange måder slet ikke går som forventet.

»Efter fyringen havde jeg juni, juli og august til at træne op til seksdagesløbet i Viadal i uge 36. Det var fantastisk. Jeg havde tid til at restituere og bekymre mig om andet end pædagogjobbet. Jeg er i god form, men mit hoved er ikke med på grund af det, der er sket,« forklarer Bjarne Lei Andersen.

På femte og sjettedagen er det så slemt, at han ikke længere kan fortælle, hvem han løber for.

»Jeg finder en bænk lidt væk fra banen, hvor der ikke er nogen, der kan se mig. Og så tuder jeg bare,« fortæller Bjarne, der på det tidspunkt har opgivet ethvert form for resultat.

»Men jeg fortsætter, fordi det vil være pinligt at stoppe. Jeg gennemfører løbet, men de sidste to dage er et mareridt. Jeg forsøger hele tiden at få undskyldninger for pauser, og når jeg sover et par timer, tager det en time at komme ud. Der er hele tiden overspringshandlinger, der gør, at det bliver elendigt i mit hoved,« fortæller Bjarne.

Men han når faktisk hele 426 kilometer og slår dansk rekord i sin aldersgruppe, 55-60 år, til seksdagesløbet.

»Det betyder noget at have en dansk rekord. Det har jeg aldrig prøvet før,« lyder det fra Bjarne.

Men det er ikke kun resultater, anerkendelse og præstationer, der driver Bjarne i løbet.

Det er også freden, roen og ansvarsfrigørelsen.

»Det er vigtigt for mig at komme af sted. Mit temperament er anderledes, hvis jeg ikke kommer af sted. Det er en slags mindfulness for mig. Vi har talt en del om det derhjemme – når jeg tager af sted på de her lange løb, skal jeg ikke tage stilling til noget. Jeg skal bare løbe,« siger Bjarne.

Elsker råheden

Der har Bjarne fri.

»Jeg har altid været pædagog, og jeg har altid sørget for, at andre har det godt. Jeg tror, at jeg nok altid har søgt de her lange løb, fordi det så er mig, det drejer sig om. Jeg kan være krævende over for min kone og gode kammerat, som altid er med mig. Jeg kan være ærlig og tude over for dem.«

»Der er en råhed i at mangle søvn, at være fysisk udmattet og ikke fået nok mad, følelserne sidder pludselig uden på tøjet. Det første år til Viadal seksdagesløb kommer jeg ud af teltet efter at have sovet lidt, og jeg kommer til at løbe seks meter bag to svenskere, som løber og snakker. Jeg forstår ikke, hvad de siger, men jeg bliver sur og gal, fordi jeg er sikker på, de snakker om mig. Verden går under. Jeg går tilbage i teltet og flytter fysisk Charlotte. Hun er katalysator for, at jeg tør sætte mig ned. Jeg er helt udkørt. Hun sætter sig på hug foran mig og siger ingenting. Hun giver mig bare nærvær. Og det er nok. Jeg skal bare have lov til at tude,« fortæller Bjarne.

Efter et kvarters tid giver han sin hustru et kys, inden han fortsætter seksdagesløbet og ender med at løbe 445 kilometer.

Råheden er vild for Bjarne. Og det er faktisk noget af det, han elsker at få frem under de lange løb.

»Den inderste kerne er der ikke mange, der ser. Den kommer kun frem ved de lange løb og på jobbet ved CP Fysiotreatment, hvor jeg kan være mig selv og arbejde med mennesker, der har en ambition eller udfordring. I deres selskab kan jeg lade facaderne falde og være tæt på mig selv. Ligesom efter nogle dage med løb, hvor den ærlige Bjarne dukker op, og det er det, jeg søger. Jeg tror, det er derfor, jeg søger de der lange lange udfordringer – for at komme i kontakt med mig selv og finde ud af, hvad der er inde bagved.«

»Jeg er i virkeligheden ret introvert som person, og jeg elsker at sidde derhjemme med min kaffe og en god bog. Men jeg elsker også at løbetræne, hvor den første halve time går med at lægge tanker i kasser, og når der er sat låg på de kasser, så er jeg fri. Så kan jeg bare løbe og være mig selv,« fortæller Bjarne.

»Det er nok første gang, jeg får det sagt.«

Hovedet melder klar

Der er ingen tvivl om, at Bjarne savner de lange løb. De vilde distancer og de mange dage, hvor det kun handler om at løbe.

Men han ved godt, at det kræver en stor omlægning af de daglige vaner.

»Jeg kan godt lide en kop vin en gang imellem, men det er der altså ikke noget af i den periode, hvor jeg træner op,« lyder det fra Bjarne med et smil på læben.

Samtidig ser han frem til den dag, han igen er i form til at deltage spontant i et løb med gode kammerater.

»Det savner jeg da at kunne gøre. At min ven ringer og spørger, om jeg skal noget i den og den weekend, for ellers så skal vi altså løbe.«

Nu er hovedet også så småt ved at være klar til at sætte gang i ultraløbet igen.

»Jeg er da også ved at kigge efter mit næste ultraløb. Jeg ved, at det tager cirka et år at træne op til det, så det skal nok komme til at passe meget godt,« siger Bjarne og hentyder til, at seksdagesløbet i Viadal godt kunne være en mulighed i sensommeren 2025.

»630 km er den nye rekord i min aldersgruppe til Viadal seksdagesløb, så den bliver ikke så nem at tage igen. Men jeg håber, at det kan være en drivkraft til at komme i gang igen. Ulempen er, at jeg ved, hvor hårdt det er, og hvor meget der skal trænes.«