Rektor på gymnasie fratræder stilling efter mange år med dårligt arbejdsmiljø
Kirsten Skov er færdig som rektor på Marselisborg Gymnasium.
Kirsten Skov fratræder sin stilling som rektor på Marselisborg Gymnasium.
Det oplyser gymnasiet på dets hjemmeside.
Fratrædelsen kommer efter mange år med problemer i forhold til det psykiske arbejdsmiljø på gymnasiet.
»Håndteringen af udfordringerne, herunder omverdenens interesse for skolen,« har slidt på skolen, ledelsen og medarbejderne, lyder det i et skriv underskrevet af Kirsten Skov og bestyrelsesformand for Marselisborg Gymnasium, Erik Østergaard Jensen.
Beslutningen om Kirsten Skovs fratrædelse skal være sket i fællesskab, og Kirsten Skov har nu valgt at søge nye udfordringer, som det hedder sig.
Kirsten Skov har været rektor på Marselisborg Gymnasium siden februar 2016.
»Grus i maskineriet«
Marselisborg Gymnasiums bestyrelse har desuden besluttet af nedlægge stillingen som vicerektor.
»Det er derfor aftalt, at Ulrik Lyng Vestergaard fratræder sin stilling som vicerektor på Marselisborg Gymnasium,« lyder det.
Avisen skrev senest om problemer med arbejdsmiljøet på Marselisborg Gymnasium i slutningen af januar i år. Artiklen handlede om, at en nylig fyringsrunde ikke havde gjort noget godt for et i forvejen belastet forhold mellem ledelse og lærere på gymnasiet.
»Vi har i syv-otte år haft dårligt psykisk arbejdsmiljø, og det slider. Skolen har brugt virkelig mange kroner på støtte, og ledelsen har tre-fire gange fået ekstern hjælp fra coaches og psykologer for at skabe et bedre arbejdsmiljø. Man har prøvet alt, og alle ønsker et godt arbejdsmiljø. Men der er grus i maskineriet,« sagde historie- og idrætslærer Mikkel Løve Nørgaard ved den lejlighed.
I artiklen Ny rapport afslører 13 krænkelser på Marselisborg Gymnasium (august 2023) opsummerer fagbladet Gymnasieskolen de udfordringer, Marselisborg Gymnasium har haft med det psykiske arbejdsmiljø, siden Kirsten Skov tiltrådte som rektor.