Kendt rigmand får rap over fingrene: Steens far brød ikke loven, men hovedpinen var den samme
Det er svært at tjene penge på at drive Sjette Frederiks Kro, lyder det fra søn af tidligere forpagter.
Erhvervsmand Jørgen Danielsen er ikke den eneste, der har været udfordret af manglende plads i Sjette Frederiks Kro ved Riis Skov.
Det samme var Svend Erik Sørensen, der drev restauranten fra 1953 til sin død i 1980. I de år ejede Aarhus Kommune restauranten, og der var bopælspligt på adressen.
Det fortæller hans søn, 79-årige Erik Steen Sørensen, der har kontaktet avisen, fordi Jørgen Danielsen netop har påbud om, at han skal fjerne et orangeri, han har bygget ved kroen. Den korte udgave er, at orangeriet uden tilladelse er opført i fredskov.
Men det er næsten umuligt at få en god forretning ud af Sjette Frederiks Kro, hvis man ikke kan tage nogle flere kvadratmeter i brug, mener Erik Steen Sørensen. I hans barndomsår blev hjemmets stue brugt til at modtage gæster, inden de satte sig til bords.
»Vi havde intet privatliv. I starten havde vi ikke engang eget toilet. Al plads skulle udnyttes til gæster. Mine forældre måtte sig nej til større selskaber, for det var ikke muligt. Der var jo kun de stole der var. Det sled hårdt på vores familie, at der var så lidt plads,« siger han.
Nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde, og Svend Erik Sørensen var ifølge sin søn en kreativ mand.
»Han måtte finde på noget andet for at øge omsætningen, så han begyndte med mad ud af huset. Det var han den første i Aarhus til at gøre Vi havde en kok med ude og rette an i folks private hjem, og så kom nogle bestemte damer og serverede i de fine hjem i Aarhus. Med min far som restauratør har kroen aldrig givet underskud,« siger Erik Steen Sørensen.
»Ned med nakken«
Det er synd, at Jørgen Danielsen, der blandt andet også ejer Tangkroen og Café Casablanca, ikke må få lov til at beholde sit orangeri, mener Erik Steen Sørensen.
»Orangeriet er en nødvendighed, for det er spørgsmål om plads. Det er det samme, om man laver mad til 75 eller 150 mennesker, men det er sørme ikke lige meget for indtægten. Hvis han ikke kan få de ekstra kvadratmeter, kan han ikke drive en fornuftig forretning,« siger Erik Steen Sørensen og fortsætter:
»Han skulle selvfølgelig have søgt tilladelse, men det er som om, at bare fordi han er en rig mand, skal han ned med nakken.«
Erik Steen Sørensen har flere gange spist på Sjette Frederiks Kro, efter at Jørgen Danielsen overtog kroen i 2014, og kroens personale har ved en lejlighed vist den 79-årige aarhusianer rundt i sit barndomshjem.
»Moderniseringen er, som min far ville have gjort, hvis han kunne købe kroen, og orangeriet passer så fint ind i helheden. Det vil være en skam, hvis Danielsen opgiver Sjette Frederiks Kro. Han har virkelig givet den gamle kro et løft ind i nutiden,« siger Erik Steen Sørensen.
Han fortæller, at hans far som 14-årig kom i kokkelære på ikoniske Hotel Royal på Store Torv i Aarhus. Hvis man skal tro Erik Steen Sørensen, var det hans far og en daværende køkkenchef på hotellet, der opfandt stjerneskuddet. Den spiselige slags med fisk, forstås.
»Jeg ved godt, det siges, at det var Ida Davidsen (restauratør kendt for sit smørrebrød, red.), men de lavede det som et stykke natmad, når folk havde været i teatret. Det var en lillebitte anretning, ikke et kæmpe stykke smørrebrød,« siger Erik Steen Sørensen.
Således oplyst.