Fortsæt til indhold

Mange års slid har sat sine spor: Nu lukker hun købmanden

Det er ikke med sin gode vilje, men Marianne Helboe Rasmussen er nødsaget til at trække stikket på sin forretning. Årsagen er dårligt helbred.

Samfund

Laurbjerg kan se frem til at miste sin eneste dagligvarebutik.

Det er det triste budskab i et opslag på Facebook af Min Købmand-indehaver Marianne Helboe Rasmussen.

Her fremgår det, at aftalen med Dagrofa er opsagt, og dermed har butikken under et halvt år tilbage af sin eksistens.

Butikkens endeligt kan selvfølgelig afværges, hvis der rettidigt findes en arvtager, hvilket Marianne Helboe Rasmussen i den grad håber sker.

»Det vil være rigtig ærgerligt, hvis der ikke kommer nogen og tager over. Butikken betyder meget i Laurbjerg,« siger hun.

Ryggen siger stop

Det er bestemt ikke med hendes gode vilje, at der nu bliver sagt stop. Marianne Helboe Rasmussen må da også give helbredet skylden for den tunge beslutning.

»Det er simpelthen, fordi jeg døjer med min ryg. Jeg har to diskusprolapser, jeg har slidt på min rygsøjle, og jeg har inflammation i lænden,« siger hun og bebrejder de mange års hårde arbejde i butik.

Marianne Helboe Rasmussen, der selv er opvokset i Laurbjerg, er nemlig butiksuddannet. Efter endt uddannelse i butik i Randers var hun i ni år under Coops vinger. Så blev det til tre år med egen butik i Bjerringbro, inden hun for lidt mere end 16 år siden blev købmand i barndomsbyen.

Og helt tilfældigt var det faktisk ikke, at hun havnede netop her.

»Jeg har selv handlet i butikken som barn, og da jeg var helt lille, vidste jeg, at jeg bare skulle have den her butik. Og det fik jeg,« siger Marianne Helboe Rasmussen og understreger:

»Så det gør sgu da ondt, at jeg er nødt til at tage den her beslutning.«

Håber på efterfølger

Den afgående købmand håber, at butikken ikke lukker og slukker den dag, hun selv forlader den. Foreløbigt hedder den dato 30. september i år.

Forhåbentlig vil der forinden være fundet en ny købmand, der kan drive forretningen videre.

»Der er et godt kundegrundlag, og det er en fin forretning,« slår Marianne Helboe Rasmussen fast.

Bygningen, som hun ejer sammen med sin mand, har været til salg siden sommeren 2024. Men nu er aftalen med Købmandshuset og Dagrofa altså også opsagt.

Reaktionerne på den forestående lukning har ifølge Marianne Helboe Rasmussen været ensrettede:

»Folk er da kede af det, og de synes, det er rigtig træls. Men de forstår godt mit valg.«

En af de løsninger, som den 50-årige købmand sætter sin lid til, er et borgerinitiativ, der går ud på, at flere lokale går sammen i en forening og overtager Min Købmand-butikken. Noget, der arbejdes intensivt på kan lykkes inden for tidsfristen.

»Jeg ved ikke, om det lykkes, men jeg håber det da,« siger Marianne Helboe Rasmussen og fortsætter:

»Jeg vil gerne være behjælpelig over for den nye ejer, ligegyldigt hvem det måtte blive. Mit ønske er virkelig, at butikken kører videre. Men jeg kan desværre ikke blive ved.«

Selv har Marianne Helboe Rasmussen ingen fremtidsplaner. Hun håber dog på, at hun kommer til at arbejde mange år endnu - og måske et job i en tøjforretning kunne blive en realitet.

»Jeg er jo uddannet inden for tøjsalg, så det kunne godt blive noget i den boldgade. Og ellers aner jeg ikke, hvad tiden skal gå med. Jeg skal nok cykle lidt mere på min mountainbike, hvilket jeg har forsømt lidt,« siger hun.