Særligt anlæg ved letbanen har endnu ikke været en succes - men nu kan flere være på vej
Den grønne mobilitetsplan for Aarhus Kommune er i offentlig høring indtil søndag 13. april. Et af initiativerne i planen er at udvide med tre knudepunkter, hvor det bliver muligt for pendlere at parkere bilen og fortsætte ind til byen med offentlig transport.
Hvis du skal på arbejde eller har andre ærinder i Aarhus C, vil du så være villig til at parkere bilen for at tage offentlig transport videre?
Den grønne mobilitetsplan, som er i offentlig høring indtil på søndag, består af flere indsatser, der skal gøre det nemt for aarhusianerne at komme rundt i byen - blandt andet med et mål om at øge den kollektive trafikandel til 11 procent i 2030 for at reducere CO₂-udledningen.
Her spiller såkaldte parker og rejs-anlæg en væsentlig rolle i planen for at få flere aarhusianske bilister til at benytte letbanen i fremtiden. Lige nu findes et sådant anlæg i Lisbjerg, hvor bilister kan parkere bilen for at tage letbanen det sidste stykke ind mod midtbyen. Planen lægger op til, at der skal etableres yderligere tre anlæg i kommunen.
Det er på trods af, at parker og rejs-anlægget i Lisbjerg ifølge Morten Skou Nicolaisen, mobilitetschef i Aarhus Kommune, endnu ikke har vist sig at være en succes.
»Det er benyttet noget mindre, end man kunne ønske sig. Det afgørende for om parker og rejs-konceptet fungerer, er, at det er nemt at komme til, og der skal være et tilstrækkeligt attraktivt alternativ til bilen for at komme videre,« siger han.
En af ideerne i udkastet er at tilbyde gratis kollektiv transport til dem, der parkerer deres bil og fortsætter ind til byen med f.eks. letbanen.
Vil få flere til at stille bilen
Det eneste byrådsparti, som ikke er en del af mobilitetsplanen, er Venstre, men partiet er dog positivt overfor parker og rejs-konceptet, hvis det kan få flere til at stille bilen og benytte letbanen.
».Dog er det bekymrende, hvis der ikke følger penge med,« siger Gert Bjerregaard (V) og tilføjer:
»For den enkelte bilist skal der være en mærkbar fordel også økonomisk, ellers bliver det ikke en succes.«
Også Danmarksdemokraternes medlem af byrådet Jakob Søgaard Clausen er positiv overfor konceptet.
»Vi mener, at det skal være sådan en løsning, hvor man vælger et godt sted, hvor bilen kan parkeres gratis.«
Han tror, at det hjælper at skabe et alternativ til at tage bilen.
»Det handler om at skabe bedre mobilitet og mere fremkommelighed på vejene. Det vil være med til at understøtte vores lokale handelsliv, hvis vi får flere parker og rejs-anlæg.«
Steffen Wich (S) er overbevist om, at det kan lykkes at skabe større succes med parker og rejs-anlæg end tidligere.
»Parker og rejs-faciliteter skal ses som en langsigtet måde at arbejde med byudvikling. Vi prøver at kigge, hvad man gør rundt omkring i Europa. Vi er godt klar over, at hvis vi skal have folk til at stille bilen, skal prisen være attraktiv.«
Derudover skal det være let og ukompliceret at komme ind til byen.
»Der skal være god forbindelse med hyppige afgange. Derudover skal det være et økonomisk alternativ, så det bliver attraktivt for folk at vælge løsningen til. Man skal kunne klare sine dagligdags aktiviteter på vejen, uden at det tager for lang tid.«