Fortsæt til indhold

Molslinjen i shitstorm: Kendt influencer lægger færge for had

Molslinjen foreslår at stramme reglerne for influencere, efter en influencer har lagt virksomheden for had.

Samfund
Citathistorie: Radio III

Molslinjen er sejlet ud i lidt af en influencerstorm i påskeferien, og nu foreslår virksomheden at stramme reglerne for, hvornår man som kritiseret part skal have mulighed for at svare på kritik.

Influenceren Christina Sander, som har 143.000 følgere på Instagram, valgte i påsken at give færgelinjen en overhaling på sociale medier.

Her lavede hun to videoer, hvor hun kritiserer Molslinjen for ikke at have nok fokus på børnefamilier og kom med forslag til forbedringer.

Molslinjen hørte dog aldrig noget fra den utilfredse influencer om hendes forbedringsforslag, men måtte i stedet modtage kritikken på influencerens instagram-konto sammen med hendes mange tusinde følgere.

Det undrer presse- og kommunikationschef hos Molslinjen, Jesper Maack.

»Hvis hun for alvor ville dialogen, så havde hun gjort noget andet. Det er jo ikke dialog, hun vil have, det er content til sine følgere,« siger han til Eftermiddag på Radio IIII.

Modsat de presseetiske regler, hvor en kritiseret part har ret til at få forelagt kritikken inden udgivelse og til at få bragt et genmæle, forholder det sig anderledes med de nye influencer-regler.

Det er frivilligt, om man som influencer vil tilslutte sig de etiske retningslinjer, og omkring 100 influencere har forpligtet sig til de etiske retningslinjer.

Ifølge de etiske retningslinjer for influencere, har man i stedet ret til at kommentere på opslaget, uden at influenceren sletter eller skjuler kommentaren.

Læs også: 5 ting børnefamilier kunne ændre for at gøre turen bare lidt mindre ulidelig for os andre på Molslinjen

Men det er ikke en løsning, som Molslinjen ser den store ide i.

»Jeg havde i hvert fald ikke lyst til at gå ind i kommentarfeltet og prøve at forklare os - for samtalen er givet på forhånd. Heppekoret er allerede i gang.«

»Hvis man kommer på bagkant ind i en stemning, der allerede er fastlagt af én, i det her tilfælde ganske magtfuld influencer, så tror jeg virkelig, det er op ad bakke,« siger Jesper Maack.

Pressechefen peger i stedet på de pressetiske regler som et godt eksempel, hvor den kritiserede part har ret til at blive hørt inden udgivelse og til at få deres svar med i produktet.

»Influencere er efterhånden en etableret del af mediebilledet. De betyder noget, de har en magt og en platform, som gør, at de kan flytte på nogle ting.«

»Hvis man nu får muligheden for at komme til orde ligesom i de presseetiske regler, når man bliver kritiseret og ikke efterfølgende, hvor stemningen er lagt fast på forhånd. Det kunne være en stramning, man kunne lave,« siger Jesper Maack.

Læs også: Influencer kaldt luder og møgso: Dissede Molslinjen på Instagram

Opdatering: »Jeg vil gerne beklage, at jeg ikke foreholdt Molslinjen min kritik, inden jeg delte den offentligt. Som influent er jeg bevidst om det ansvar, der følger med en stor profil – og det tager jeg meget seriøst.«

»Forslagene står jeg ved, og min tolkning var, at videoen var harmløs – men jeg kan godt se, at enhver omtale af et brand på sociale medier selvfølgelig har en effekt, og det skal jeg være mere opmærksom på,« skriver influenceren onsdag på Instagram.