5 ting børnefamilier kunne ændre for at gøre turen bare lidt mindre ulidelig for os andre på Molslinjen
Der er flere løsninger på influencers traumatiserende færgeture.
I påsken blev influencer Christina Sander åbenbart så frustreret over, hvad man må tolke som familiestridige forhold på Molslinjen, at hun lavede et opslag til sine 143.000 følgere på Instagram. Her kom hun med fem forslag til, hvad rederiet kan gøre for at gøre overfarten mindre ulidelig for børnefamilier.
Blandt andet er det åbenbart problematisk, at børnefamilier ikke må sidde i restauranten uden at købe noget, også selv om der ikke er noget i buffeten, børnene kan lide (det kniber nogle gange også for os andre, skulle jeg hilse og sige). Andre udfordringer på færgeturen er, at legetøjet i det lille legeområde vælter, når færgen gynger, at bilerne står så tæt, at der ikke også er plads til børneudstyr. Afmærkede områder for bleskift er desuden »uværdige« for alle parter. Jeg havde egentlig den opfattelse, at der efterhånden var allemandsret for pusletasker, når de små har ”lavet lort” eller ”puha”, som man kaldte det under ”den gamle ordning”.
Til noget, der hedder TV 2 Østjylland, deler Christina Sander flere af sine frustrationer over, at børnefamilier klemmes sammen på få kvadratmeter, mens de rejsende i BlueClass-loungen har masser af plads.
»Medmindre vi sætter vores børn til at se iPad hele turen, så er det ekstremt overstimulerende for dem og os at være ombord,« begræder hun.
Jeg var igen selv med færgen i påsken og så nu ikke skilte, der forbød børn. Så i tråd med Sanders fem sikkert velmenende råd om, hvordan Molslinjen kan gøre rejsen bedre for børnefamilier, følger her fem råd til, hvordan børnefamilier kan gøre rejsen bedre for alle andre (og måske endda også dem selv).
Prøv med legen ”Nu er vi ude blandt andre”. En måske ny aktivitet med enkle spilleregler: Børn skal sidde ned, forældrene tale forholdsvis lavmælt (skulle det være meget vigtigt, at hele færgen kender til barnets intolerance over for majs, kan man overveje at bede kaptajnen om at meddele det i slutningen af sin ”kombardo-hilsen”). Man kan spille et spil med sine børn, læse en bog for dem, spise noget mad (se i givet fald pkt. 3), eller lade dem blive blæst igennem udenfor.
Hvis eneste alternativ til legeområdets ophobning af indtørrede kropsvæsker er iPad’en, så har vi et større problem, der kræver flere og andre råd, men medbring i så fald et par høretelefoner (til barnet). Paw Patrol-sangen er om muligt endnu mere enerverende end »Hvis du skal fra Sjælland til Jylland – eller omvendt«.
Også på en flydende restaurant forventes gæsterne at købe noget, og er der ikke noget, ungerne kan lide (eller noget, forældrene kan lide, at ungerne spiser), er alternativet jo en plads i et andet område, måske endda med en madpakke. Moderne spisesituationer inkluderer uhæmmet kropskontakt med fødevarer af enhver slags, så husk gerne en klud, så sæderne på den sidste afgang ikke kan læses som eller lugter af en gastronomisk dagbog.
Hvis man som børnefamilie føler sig husvild på færgen, har man som alle andre mulighed for at reservere sæder på forhånd. På den måde skal man på vogndækket ikke stresse med bæresele, hund, telefon, tasker og – nå ja – børn for at kæmpe sig frem til en mulig plads. En hurtig test afslører, at man til en tilfældig afgang kan reservere hele ni sæder ved siden af hinanden i f.eks. Mollys Diner styrbord. Det koster ekstra, men det gør BlueClass-sæderne jo også. Ulempen er desuden, at det ikke er op til børnene at bestemme, hvor de føler for at sidde.
Der er frit valg mellem E45 og Kombardo. Hvis Molslinjen virkelig er familiefjendsk, så kør nedenom (eller hjem).