Vågn nu op af jeres tornerosesøvn. Vi borgere har fortjent bedre
En stor ros skal lyde til Sydhavnens Bestyrelse for at tage den massive borgerkritik omkring navnet Ruinpladsen til efterretning, således at navnet nu endegyldigt er droppet.
MEN man ønsker tilsyneladende fortsat at opstille ”kunstværket” Ruinen på / ved Havnepladsen, så det vil givetvis blive svært IKKE at associere navnet ”Ruinen” til pladsen.
I stedet for at holde fast i dette af mange uønskede ”værk” kunne man, som det åbenbart også er hensigten gå i dialog med forskellige interessegrupper omkring pladsen, dens navn og udnyttelse.
Et forslag kunne være at etablere en form for springende vand (vi er jo på havnen) / vand der tilfældigt ”springer op af jorden” til glæde for børn og barnlige sjæle.
Byg en iskiosk, det vil trække folk til havnen og skabe liv på Havnepladsen.
Man behøver som ikke tage længere væk end til Bønnerup Havn for at se, hvordan turister og selv folk fra Grenaa flokkes en masse gennem hele sommeren og såmænd også på helligdage uden for sæsonen.
Kunne Norddjurs Kommune tage samme notits til efterretning og lytte til byens borgere som Sydhavnen har gjort, så ville fremtiden se en hel del lysere ud for vores ”Gamle Stad”.
Når man tænker på, hvordan byen så ud for ikke så mange år siden med velplejede fællesarealer, ukrudtsfri fortove foran både kommunale og private bygninger, så bliver man i den grad trist ved synet af den ligegyldighed, der hersker over stort set hele byen.
I dag ligner byen jo på mange måder til forveksling en ”Torneroseby”, hvor alting bare får lov at vokse vildt, ja selv byens offentlige toiletter lever deres eget liv, hvis de da ellers er åbne, og dette til trods for at Erhvervsstyrelsen har bevilget 1 million kr. og Norddjurs Kommune 1,5 millioner kr. til udvikling og for- skønnelse af byen.
Først i 2026 er der ifølge forvaltning og ansvarlig formand for miljø- oh teknikudvalget et (formentlig minimalt) håb om at forholdene bedres radikalt.
Man rider fra forvaltningens side IKKE samme dag, som man sadler! Det er ikke kun skidt, det er rigtig skidt for byen, og man fristes til at spørge, om de ansvarlige folk i forvaltning og i miljø- og teknikudvalget er deres ansvar bevidst, og om man er tilstrækkelig kompetent til at sørge for at vedligeholde såvel bynatur som offentlige toiletter. Som forholdene er nu, synes det langt fra at være tilfældet.
Vågn nu op af jeres tornerosesøvn i folk i forvaltningen og i byrådssalen, vi borgere har fortjent bedre end den slendrian, der for tiden bliver os vist omkring byens udseende!
Når noget sættes i gang, det være sig bygninger / plantninger, så skal det også vedligeholdes. Det glemmer man i den grad ikke mindst, når det gælder byens offentlige arealer og toiletter.
Denne manglende vedligeholdelse animerer jo heller ikke lige frem private til at yde en ekstra indsats omkring egne arealer.
Der skal dog også være ros, fordi tingene KAN lykkes, hvis man vil, og vi alle trækker på samme hammel!
Aldrig – tror jeg – har byens 2024 juleudsmykning været smukkere – skabt på baggrund af et samarbejde mellem handelsstanden, Norddjurs Kommune, private firmaer og spenderende borgere.
Kunne vi skabe bare noget, der ligner også resten af året, så vil meget være nået.
Lad os nu alle få gjort noget ved vores tidligere så smukke by til gavn ikke bare for os selv, men også for besøgende og turister. Det fortjener byen.