Ny landevej: Der er buler - men det gør ikke noget...
Dronefotos afslører at den nye landevej mellem Randers og Aarhus ikke er helt fri for bump.
Efter at vejen blev skubbet væk af tonsvis af jord ved Nordic Waste for halvandet år siden, så kan bilister igen køre mellem Randers og Aarhus fra tirsdag 10. juni, hvor kommunen fejrer åbningen med pølsevogn og kaffe.
Din Avis Randers havde sendt vores flittige dronefotograf ud på vejstykket et par dage før afsløringen af åbningsdagen.
Og vi måtte lige gnide øjnene et par ekstra gange, da vi gennemgik billederne.
For ser vejens overflade ikke lidt skæv ud? Og er der ikke et eller andet galt med de nye kantlinjer?
Du kan jo selv bedømme, hvad du mener, når du ser billedet. Der er også en video længere nede, hvor du kan se det, hvis du kigger godt efter.
Det er ikke usædvanligt
»Det er rigtigt, at der er en mindre ujævnhed i vejen. Det rettes op, når der kommer slidlag på vejen næste år. Det er der ikke noget usædvanligt i,« skriver kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt i et e-mail-svar til Din Avis, da vi bekymret spørger til de mærkelige bump, som vi fandt på dronebillederne. Det ser ud til, at bumpene og de skæve kantlinjer ligger på den vestlige side, altså samme side som bakken og Nordic Waste, og tæt på svinget, hvor den oprindelige indkørsel til Nordic Waste lå, før lerskreddet maste sig frem og næsten nåede landsbyen Ølst.
På billederne kan vi også se at asfalten ikke er pæn og flot nylagt alle steder. Og ved første øjekast ser det ud til, at der er kommet ekstra asfalt på flere steder på strækningen.
Det viser sig ikke at være så farligt, som vi umiddelbart troede. For der mangler jo det øverste slidlag. Og til den tid vil vejen ligne en nyasfalteret vej.
»Vi har lagt nyt asfalt ovenpå den gamle asfalt, fordi vi har lavet reparationer,« forklarer Jesper Kaas Schmidt.
Sådan hænger det sammen
Siden jordskreddet ramte Gl. Århusvej ved Ølst 19. december 2023, har vejen mellem Randers og Aarhus været lukket. Men tirsdag 10. juni kl. 15 åbner vejstrækningen igen, og trafikanterne kan passere den genopbyggede strækning.
Arbejdet med at genskabe vejen gik i gang i februar 2025 og er udført af entreprenøren Arkil A/S.
Projektet var delt op i tre dele: 210 meter vej blev genopbygget helt fra bunden, 370 meter blev gennemgribende repareret, og på de sidste 500 meter blev der lagt nyt slidlag. Cykelstier, grøfter og vejafvanding blev genetableret, mens rastepladsen, der blev ødelagt under skreddet, ikke er genopført – den ligger nu under det nye løb af Alling Å.
Inde på bakken er der opført en ny bygning til rensningsanlægget, som skal rense overfladevand fra lerbakken, inden det ledes ud i åen. Ved vejen er der sat skilte op for at hindre uautoriseret adgang til det private Nordic Waste-område.
Randers Byråd havde afsat 12 millioner kroner til projektet, men det ser ud til at kunne holdes billigere end forventet.
Opgaven har været teknisk krævende, og der blev tilknyttet geoteknikere undervejs for at sikre, at arbejdet kunne tilpasses jordbundsforholdene.