Klar med støtte: Sammenlægning af sparekasser sender 15,5 millioner til Randers-kanten
Fondene fra sparekasse-fusion vil støtte lokalsamfund med 15,5 millioner kroner.
Med fusionen mellem Sparekassen Djursland og Sparekassen Danmark følger to friske fonde – Sparekassen Danmark Fonden Djursland og Sparekassen Danmark Fonden Langå-Randers – som nu går på jagt efter gode ideer i nærområdet.
Fondene har en egenkapital på 415 millioner kroner, lyder det i pressemeddelelsen fra Sparekassen Danmark.
Første ansøgningsfrist er 1. august. Allerede i 2025 kan initiativer inden for kultur, idræt, byfornyelse og frivillighed få del i kagen.
Søg løs
Fondene tager afkastet fra sparekassens garantkapital og sender pengene hjem igen. For Djursland og Langå-Randers-området betyder det ca. 15,5 millioner kroner til almennyttige projekter til næste år, mens de 15 fonde i Sparekassen Danmark på landsplan kan dele godt 130 millioner ud.
Modellen bygger på samme princip som de tidligere sparekassers garantordninger. Fondene støtter en bred vifte af projekter, der skaber liv og fællesskab i alle dele af Danmark. Og bevillingerne afgøres lokalt: bestyrelserne i de to nye fonde består af folk fra området, som kender foreningerne og deres udfordringer.
»Vi vil gerne støtte det, som gør hverdagen sjovere dér, hvor pengene er tjent,« fremhæver Sparekassen Danmark og opfordrer foreninger, initiativgrupper og kulturhuse til at søge.