Fortsæt til indhold

Her skal 60 ældre bo – nu har stedet fået sit navn: »En vidunderlig måde at holde historien ved lige«

Samfund

Byggeriet af et nyt plejecenter med 60 boliger på Hadbjergvej i Hadsten blev skudt i gang i silende regnvejr tilbage i september sidste år.

Nu har det 151 millioner kroner store projekt så fået sit navn: Plejecenter Vinterslev.

Det har et samlet Favrskov Byråd netop slået fast.

Oplægget fra forvaltningen var Vinterslevvænge, men for at gøre det mere mundret skar Social og Sundhedsudvalget det ned til Vinterslev, hvilket resten af byrådet altså bakkede op om.

»I overvejelserne har vi i udvalget lagt vægt på, at navnet skal adskille sig fra naboerne, Aktivitetscenter Elbæktoften og Botilbud Elbæk, så vi undgår at bruge ’Elbæk’,« sagde Rikke Randrup Skaaning (S) på seneste byrådsmøde.

Hun fortsatte:

»Det nye plejecenter er beliggende i det gamle Vinterslev, som i dag er en bydel i Hadsten, men tidligere var en selvstændig landsby. Ifølge lokalarkivet bruges Vinterslev mindre og mindre blandt lokalbefolkningen.«

Partifællen Isabell Friis Madsen overtog ordet:

»Jeg synes simpelthen, at det er så godt, at vi ”vender tilbage” og bruger Vinterslev. Nu bor jeg selv i omrdet, og der findes stadig vejskilte til Vinterslev, men få ved, hvad Vinterslev er. Det her er en vidunderlig måde at holde historien ved lige. Det medvirker til at huske på, hvad Hadsten var engang.«