Trods protester: Flertal i udvalg fastholder plan om højhus ved havnen
På trods af stærke protester i høringsfasen og advarsler fra arkitekt Jan Gehl fortsætter planerne om at opføre et ni etager højt byggeri ved havnen i Randers. Det står klart, efter at flere politiske udvalg besluttede at sende lokalplanen videre uden ændringer i byggehøjden.
På den tidligere Shell-grund mellem Østergrave og Havnegade er der snart udsigt til et højhus på ni etager.
Projektet »Bryggen« er udset til at være hængslet mellem den gamle midtby og den kommende Flodby. Efter en høringsfase med 16 indsigelser står flertallet i både Erhvervs- og planudvalget og Økonomiudvalget fast: Højden ændres ikke.
Flere af de indsendte høringssvar har ellers udtrykt bekymring over byggeriets højde og dets effekt på byens struktur, udsigt, lysforhold og forbindelsen til Gudenåen.
Og i flere peges der på de generelle anbefalinger som arkitekt Jan Gehl, som er tilknyttet Flodbyen som rådgiver, har anbefalet at Flodbyens fremtidige byggerier får en maksimal byggehøjde på 13,5 meter – svarende til fire etager.
Men den anbefaling valgte både forvaltning og flertal i udvalget at se bort fra. Og kommer med forskellige forklaringer på, hvorfor Gehl’s anbefalinger lige præcis ikke kan bruges her.
Svung i arkitekturen
Løsgænger Daniel Madié har gjort projektet til sit eget. »Jeg kalder det mit højhus. Jeg synes, det er et fedt hus. For en gangs skyld er der svung i arkitekturen,« siger han og tilføjer om høringsprocessen.
»Hvis præmissen er, at man skal følge alle gode råd, så har man ikke fået et råd, men en formaning. Vi har lyttet – og valgt noget til og noget fra.«
Radikale Venstres Mogens Nyholm stemte også for, men med en klar grænse.
»Her i hængslet mellem midtbyen og den kommende Flodby kan jeg leve med ni etager. Det kan jeg ikke længere ude mod vandet. Der skal vi holde os til fem-seks etager. Det har vi besluttet.«
Mogens Nyholm er enig i, at nogle borgere kan have svært ved at forstå, hvorfor Jan Gehl ikke tages til indtægt her, når nu han netop er ansat som rådgiver for Flodbyen.
»Men det her område er ikke en del af det, vi kalder byen til vandet. Det er forbindelsen – ikke selve havneområdet, hvor Jan Gehl og hans principper skal gælde. Og jeg vil understrege, at jeg er meget enig i Gehls betragtninger.«
Venstres Anders Henrik Jensen peger på, at projektet ligger i tråd med udviklingsplanen fra 2020.
»Jo mindre areal, jo højere må man sommetider bygge for at skabe det byliv, der er formålet. Det er til gavn for hele midtbyens butikker og restauranter.«
Han anerkender, at Gehl-principperne ikke har været styrende for netop dette byggeri, men mener, at det kommer senere i udviklingen af Flodbyen.
»Jeg er stor tilhænger af Jan Gehl og glæder mig til at arbejde med hans idéer ude på havnearealerne. Men det er ikke lige her, vi starter med dem.«
Fra bolig til erhverv
Den oprindelige plan om blandet bolig og erhverv i bygningen er undervejs blevet justeret, og nu bliver der udelukkende erhverv. Ifølge Daniel Madié skyldes det især støjhensyn – et vilkår, som dog ikke har forhindret boliger i nærliggende bygninger, hvilket også var en undring i et høringssvar.
Men her er forvaltningens pointe, at de blev bygget længe før nye skærpede regler om støj og skidt trådte i kraft.
»Loven har stor respekt for støj. Men hvis vi ikke må bygge tæt på trafik, så kan vi ikke bygge noget som helst i byerne. Og der er masser af mennesker, der arbejder og trives i bygninger med trafik udenfor,« siger Daniel Madié.
Flertallets linje betyder, at indsigelser om højde, skygger og brud i arkitektonisk sammenhæng ikke ændrer på højden.
I mindretal står Østbroens Peter Møller Kjeldsen, der varsler en egentlig mindretalsudtalelse til byrådet.
»Vi har hele tiden været imod det her. Vi synes ikke, at det er den rigtige bygning at placere der. Det er et forkert projekt, som vi ser det,« siger han.
Han kritiserer også, at projektet ikke har været forbi Kvalitetsrådet: »Det svarer lidt til at have Messi i sin klub, og så sætter man ham ikke på holdkortet.«
Projektet justeres undervejs til udelukkende at rumme erhverv fremfor også boliger, begrundet med skærpede krav til trafikstøj.
Næste skridt bliver byrådsbehandlingen mandag 25. august.
Her forventer flertallet at bakke op, mens Peter Møller Kjeldsen holder fast i modstanden: »Det ser jo ud til, at vi er i mindretal, og det er jo også konstateret.«