Sexolog: Han blev kastreret for øjnene af mig. Lige der – midt i grøntsagsafdelingen i Rema
Der findes nok ikke noget mere ydmygende og skamfuldt end at blive irettesat i fuld offentlighed. En tilfældig og umiddelbart tilforladelig sommerdag var jeg et hurtigt smut forbi den lokale Rema, hvor sommerklædte mennesker handlede ind i ro og mag.
Jeg var kun lige kommet til frugt og grønt, da jeg bemærkede en kvinde sidst i tyverne, stirre meget bestemt ind i sin mands øjne, mens deres lille søn sad intetanende i vognen.
»Det er SÅ vigtigt, at de bliver skåret på en helt bestemt måde,« sagde hun i en aggressiv tone henvendt til ham, og indirekte var det tydeligt at høre, at han i hvert fald var vant til at gøre det helt forkert.
Offentlig irettesættelse
Jeg ved ikke, hvad det var, der var SÅ vigtigt at skære så perfekt, at hun blev nødt til at korrekse ham lige der midt i grøntsagsafdelingen.
Mens jeg selv kiggede efter en tilpas moden avocado, kiggede jeg diskret hen imod ham og fik øjenkontakt med manden, der var godt i gang med at blive kastreret i al offentlighed og uden at sætte bremsen i overfor hende.
Er du mand nok?
Jeg sendte ham et medlidenhedsfuldt blik, og han kvitterede med et blik, der kunne tolkes som taknemmeligt, fordi han så omsorgen i mit blik samtidig med, at han nok også stod med følelsen af skam og ydmygelse, fordi jeg var vidne til det.
Mænd testes
Måske undrer du dig over, hvorfor hun gør det, og hvis ikke bliver du nødt til at være nysgerrig, for hun vil blive ved med at teste dig, indtil du i det her tilfælde er modig nok til at sætte foden ned og tør stå i konfliktens stormvejr.
De fleste mænd vil vide, at hun bliver ved med at teste dig for at se, om du er mand nok og formår at sige fra, og at hun ellers ender med at miste den respekt, som du øjensynlig selv er ved eller allerede har mistet.
What to do? Ja, hvad gør du så? Du har to valgmuligheder: enten lader du hende miste respekten for dig ved at lade hende køre let (og knapt så elegant) hen over dig, eller også siger du kærligt, men bestemt fra.
Vælger du sidstnævnte, sætter du dig dermed også i respekt og viser hende, at du tør rumme hende, selv om hun står der med fråden rundt om munden, mens hun spyder sin ild. Det kan godt ske, hun vil blive chokeret, men før eller siden vil hun elske dig for det.
Modige mænd
Når kvinder tester mænd, handler det om, at kvinder drømmer om en mand, der bl.a. er modig nok til at stå i konflikter og dermed også vise, at han er tro mod sig selv. Højst sandsynligt var det lige nøjagtig dén scene, der udspillede sig lige midt i Rema.
Jeg selv kender det godt fra mit eget liv og husker også, når jeg enten langsomt endte med at miste respekten eller når jeg modsat blev mødt af en mand, der turde tage kærligt, men bestemt om mig, mens han sagde: »Nu stopper du, frøken«.
Sidenhen valgte jeg at gå uden om de mænd, der blev usikre i stormfulde situationer, for der er ikke noget mere usexet end at miste respekten for sin partner.
Består du som mand til gengæld testen, så har du omvendt en kvinde, der udover at have respekten for dig i behold, også en kvinde, der tør åbne sit hjerte og sit køn, fordi hun ved, at du er stærk og modig nok til at rumme hende.