Fortsæt til indhold

Bilister betaler mere end nogensinde før for parkering: Se tallene for din kommune her

Kommuner udskrev i 2024 rekordmange p-afgifter og havde en samlet parkeringsindtægt på 1,2 milliarder kroner.

Samfund
/ritzau/

Danske bilister fik i 2024 udskrevet rekordmange parkeringsafgifter, og landets kommuner tjente mere end nogensinde før på parkering.

Det viser den årlige undersøgelse af kommunernes parkeringsindtægter fra FDM, som er en interesseorganisation for bilister.

I alt blev der givet 627.825 p-afgifter sidste år. Det er en stigning på næsten 60.000 sammenlignet med året før.

Men de mange afgifter er ikke nødvendigvis et udtryk for, at bilisterne er blevet mindre lovlydige, lyder det fra FDM.

»Det, vi hører fra vores medlemmer, er en oplevelse af, at der bliver færre og færre parkeringspladser. Især i de større byer,« siger chefkonsulent i FDM Dennis Lange.

»Det betyder så også, at der er bilister, som i sidste ende føler sig presset til at parkere bilen ulovligt. Simpelthen fordi der ikke er andre muligheder.«

Kilde: FDM

NB: Ved p-afgifter afregnes 50 procent til staten

1,2 milliarder

I 2024 havde kommunerne en samlet bruttoindtægt på over 1,2 milliarder kroner fra parkering. Det er en stigning på 52 procent over ti år.

Omkring en fjerdedel stammer fra afgifter, mens resten kommer fra betalingsparkering.

»Det er i hvert fald et udtryk for, at det er blevet dyrere og dyrere at være bilist,« siger Dennis Lange.

»Men det er også et udtryk for, at der er flere og flere kommuner, der får betalingsparkering.«

Morten Lau-Nielsen

Her bliver zonerne for betalingsparkering desuden udvidet, og taksterne bliver hævet, siger Dennis Lange.

»Derfor bliver det desværre til et rekordbeløb nærmest hvert eneste år,« tilføjer han.

Indtægterne er særligt høje i København, som alene stod for 717 millioner kroner. Derefter følger Aarhus og Frederiksberg.

Skanderborg Kommune er helt ude af listen – her der hverken betalingsparkering eller indtægter fra parkeringskontrol.

Hønen eller ægget

FDM anerkender, at betalingsparkering i nogle tilfælde kan være nødvendig som trafikregulerende værktøj.

Men organisationen sætter spørgsmålstegn ved, om økonomien i nogle kommuner er blevet den reelle drivkraft.

»I stigende grad er vi helt sikre på, at det er et aspekt, der i højere grad spiller ind – at kommunerne bruger betalingsparkering som en måde at hive en ekstra indtægt ind, til trods for at det er ulovligt,« siger han.

FDM mener, at kommunerne bør lave flere parkeringspladser, når der er stor efterspørgsel – i stedet for bare at sætte priser og afgifter op.

Organisationen ønsker også, at flere kommuner får trukket deres indtægter fra betalingsparkering fra i det beløb, de får fra staten – altså bloktilskuddet. I dag sker det kun i København og Frederiksberg.