Fortsæt til indhold

Projektleder forlader Nationalpark Mols Bjerge: Bliver divisionschef i Hjørring

Nationalpark Mols Bjerge må finde ny projektleder til besøgscenteret efter Rune Asmussens afgang.

Samfund

Rune Asmussen, der 1. juni tiltrådte som projektleder for opførelsen af det nye besøgscenter ved Kalø Slotsruin, er allerede fortid.

Asmussen, som tidligere har arbejdet som teknik- og miljøchef i Syddjurs Kommune, var ansat på deltid af Nationalpark Mols Bjerge med en aftale om 15 timers ugentligt arbejde.

Han skulle have været en central figur i realiseringen af besøgscenteret, som er finansieret af en donation på 60 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden.

Men sådan bliver det ikke.

Fra 1. oktober starter han som divisionschef ved Etablissement- og Terrænkommandoen i Hjørring, hvor han skal lede store og vigtige opgaver med at levere og udvikle rammerne for et forsvar i kraftig vækst.

Rune Asmussen udtrykte stor glæde ved at vende tilbage til Syddjurs og arbejde med et projekt, han kendte godt fra sin tid med lokalplanen for besøgscentret.

»Jeg kender planerne og visionerne for besøgscenteret vældig godt, og jeg ser frem til at realisere dem sammen med et dedikeret team,« sagde han ved sin tiltrædelse.

Alle vidste, at det ville blive på lånt tid, fordi Rune Asmussen selvfølgelig jagtede en attraktiv fuldtidsstilling i det nordjyske, hvor han bor i Aalbæk sammen med sin kone Johanne Kristine Asmussen, der arbejder som præst i Åsted, Skærum og Kvissel sogne.