Fortsæt til indhold

146 ud af 197 landsbyboere stillede op: Kæmpede for nabobyens købmand – og vandt

Houlbjergs indbyggere kæmpede for en fælles sag og blev belønnet med førstepladsen. Min Købmand i Laurbjerg får vinderpengene.

Samfund

1.538 km – eller hvad der svarer til 7,81 km per indbygger. Det blev resultatet af Houlbjergs indsats i Lokaldysten, hvor landsbyer i Favrskov dyster mod hinanden i at gå, løbe og cykle så mange kilometer som muligt på to timer.

Det sikrede byen, der har 197 indbyggere, sejren og førstepræmien på 7.000 kroner.

Som overskriften siger, stillede 146 personer op, da slaget skulle stå. Men måske er overskriften til artiklen her alligevel strammet en lille smule.

For ganske vist stillede 146 personer op som deltagere for Houlbjerg, men her skal indskydes en lille detalje:

»Houlbjerg-Laurbjerg If har fodboldbaner i Houlbjerg, og her valgte fodboldspillerne at aflyse træningen, for at løbe, gå og cykle med os. Det var superhyggeligt,« forklarer Anders Hansen, som sidder i Houlbjerg Borgerforening.

Houlbjerg blev altså hjulpet lidt på vej af fodboldspillere fra nabobyen. Man kunne måske kalde Laurbjerg-fodboldspillernes indsats for ’hjælp til selvhjælp’.

Houlbjerg havde nemlig på forhånd meldt ud, at hvis landsbyen vandt dysten, så skulle vinderpengene gå til Min Købmand i Laurbjerg. Købmanden er ved at overgå til at være borgerejet, da den tidligere købmand må stoppe på grund af en dårlig ryg.

»Købmanden ligger jo ikke andet end 4,5 km væk, så butikken har lige så stor indvirkning på vores hverdag, som den har for Laurbjerg-borgerne. Hvis ikke butikken eksisterer, skal vi helt til Hammel eller Langå for at handle, og det er jo noget længere væk,« siger Anders Hansen, som tilføjer, at den fælles sag fik folk til lige »at give en ekstra indsats i år.«

Med årets guld har Houlbjerg taget to ud af tre mulige sejre i Lokaldysten. Sidste år snuppede Lyngå førstepladsen, så lysten til revanche kunne mærkes i år:

»Vi måtte spænde buen, nu hvor Lyngå er kommet med,« siger en smilende Anders Hansen, som synes, at Lokaldysten er »et super fedt arrangement.«

»Det aktiverer folk, og der er masser af socialt i det. Og så kan alle være med: Vi har set folk, vi ikke regnede med, deltage.«