Ulovlig moské påstår, at politisag er lukket: Det har politiet en anden mening om
Det er ikke sandt, når forening påstår, at sagen om den ulovlige moské i Tilst er blevet lagt ned.
»Sagen er trukket tilbage!« står der med store bogstaver på Kvindelig Kultur Forenings Facebook-side.
»Først blev vi anmeldt til politiet for ulovlig brug af vores egne lokaler. Sagen endte i sigtelser – men faldt fuldstændig sammen, da anklagemyndigheden tilbagekaldte sigtelserne, og retten lukkede sagen uden dom. Kort sagt: Der var ingen sag,« lyder det endvidere i opslagsteksten.
Men det ikke sandt, hvad foreningen, der ejer lokalerne på Langkærvej i Tilst, hvorfra der drives moské, skriver.
Sagen lever fortsat, modsat hvad Kvindelig Kultur Forening påstår.
Det fremgår af et svar, som avisen har fået fra Østjyllands Politi.
Politiet fik tilbage i februar i år en anmeldelse fra Aarhus Kommune om de ulovlige moskéaktiviteter på adressen.
Det skete efter en længere periode, hvor kommunen havde kendt brugen ulovlig og givet påbud om, at aktiviteterne skulle standse - uden at der blev rettet ind fra foreningens eller Al-Furqan-moskéens side.
Den dag i dag bliver der stadig kaldt til fredagsbøn i lokalerne, der er godkendt til grillbar.
Ikke lagt ned
Kvindelig Kultur Forening har klaget over kommunens afgørelse, men er blevet afvist af både Byggeklageenheden og Planklagenævnet.
Nu mener foreningen så, må man forstå på Facebook-opslaget, at den har vundet over kommunen, og at politiet har droppet sagen, men det afviser Østjyllands Politi blankt.
»Sagen er ikke lagt ned. De er fortsat sigtede i sagen. Tiltalen er trukket tilbage, da anklagemyndigheden skal vurdere sagen på ny på grund af nogle juratekniske spørgsmål, der skal afklares,« forklarer politiets kommunikationsafdeling i en mail og slutter:
»Vi forventer, at der ikke går så lang tid, før vurderingen er færdig, og der er taget stilling til tiltalespørgsmålet.«
Til avisen skriver Kvindelig Kultur Forenings formand Sarah Kayed, at den ikke ”påstår” noget, men blot gengiver rettens ord. Foreningen henviser til et retsmøde uden fremmøde, hvor det blot blev konstateret, at anklagemyndigheden har tilbagekaldt sagen med henblik på fornyet overvejelse af tiltalespørgsmålet.
»At Østjyllands Politi eller anklagemyndigheden juridisk set kan overveje, om de vil rejse en ny sag, ændrer ikke på det faktum, at denne sag er afsluttet i retten. Det er en væsentlig forskel, og derfor mener vi, at vores opslag er helt korrekt,« skriver Sarah Kayed.
Aarhus Kommune oplyser, at den ikke kan kommentere igangværende politisager.
Racistisk hetz
Danmarksdemokraternes byrådsmedlem og medlem af Teknisk Udvalg, Jakob Søgaard Clausen, har også bemærket Facebook-opslaget, og han er ikke overrasket, da avisen kan fortælle ham, at sagen ikke er lagt ned.
»Det er jo helt vildt, at de fortsætter deres vendetta mod kommunen. Det er jo parallelsamfund for fuldt flor, når man direkte deler forkerte oplysninger og forsøger at undergrave kommunens og rettens troværdighed. De driver moské i lokaler, der er godkendt til grillbar. Det må man ikke, og det er kernen. Jeg synes, det her siger alt om, hvad det er for nogle kræfter, vi er oppe imod,« siger han.
Af Facebook-opslaget - og en lang skrivelse til byrådet, som Din Avis har fået aktindsigt i - fremgår det, at Kvindelig Kultur Forening mener, at den er udsat for en racistisk hetz og magtmisbrug fra Aarhus Kommunes side.
»Dette handler ikke om en byggesag. Det handler om en kommune, der bruger sine beføjelser til at angribe et muslimsk mindretal og nægte os retten til at samles lovligt i vores egne lokaler. Vi kræver, at kommunen trækker varslet om forbud tilbage og stopper den diskriminerende behandling,« skriver foreningen på Facebook.