Politiker har købt omtalt t-shirt: »Vi er her jo for borgernes og handelslivets skyld«
Erhvervsdrivende er gået sammen om at skabe en t-shirt, som i den grad har startet debatten på sociale medier. Byrådspolitiker har købt den omtalte t-shirt. Han understreger, at han er færdig med kaffemøder og vil skabe handlinger for de erhvervsdrivende.
»Vigtig kampagne og fed t-shirt, som jeg glæder mig til at bære og støtte op om.«
Sådan skrev byrådspolitiker Christian Budde (V) forleden på sin facebookside.
Han har støttet aarhusianske erhvervsdrivende. For nylig gik ejerne af Slagter-Riget og P. Clausens Fiskehandel, Mark Purkær og Jakob Clausen, sammen om at lave en kampagne via en t-shirt med teksten: »Vi vil have Aarhus tilbage.«
Hvordan hjælper det erhvervslivet, at du køber denne t-shirt?
»Vi støtter op om kampagnen, og det håber jeg, at alle partier i Aarhus Byråd vil gøre. Vi er her jo for borgernes og handelslivets skyld. Der er ikke nogen, som ønsker en død midtby. Tværtimod oplever jeg, at mine kollegaer taler byen op,« siger Christian Budde (V).
Til avisen fortalte de to erhvervsdrivende, at tanken bag trøjen kom i kølvandet på flere episoder, hvor de hver især har oplevet blandt andet at miste parkeringspladser. Den seneste episode fandt sted foran Slagter-Riget på M. P. Bruuns Gade, hvor et anlægsprojekt kostede Mark Purkær halvanden parkeringsplads.
»Vi er frustrerede over, at det nye Aarhus, der bliver skabt, spænder ben for os erhvervsdrivende. Jeg valgte at tage fat i Jakob Clausen, der også er en god stemme i erhvervslivet,« sagde Mark Purkær den anden dag til avisen.
Sammen med Jakob Clausen har han skabt endnu et opråb til politikerne.
Politiker vil undersøge problemerne
Da Slagter-Riget i august oplevede udfordringer som følge af et anlægsprojekt, troppede Christian Budde (V) op til en snak med Mark Purkær. Nu understreger han over for avisen, at det er vigtigt, at politikerne sørger for handlinger fremfor blot at have kaffedialoger.
Var det ikke netop bare dialog, da du mødte op foran Slagter-Riget?
»Vi har været ude og tale med flere forskellige erhvervsdrivende om deres udfordringer. Vi vil undersøge helt konkret, hvordan de erhvervsdrivende bliver udfordret, før vi kan gå videre med løsninger,« siger han.
Siden har han talt med erhvervsdrivende om, hvordan de er påvirket af midtbyens forandringer.
»Der er særligt to dagsordener, som går de erhvervsdrivende på. For det første er der alt omkring fremkommelighed og nedlukning af veje, som gør det sværere og sværere at have en butik i midtbyen. For det andet kan der være ting i forhold til f.eks. sommergågader. Det er besluttet, at de skal vare indtil uge 43, hvilket de erhvervsdrivende er uforstående over for, fordi vejret er blevet dårligere,« siger byrådspolitikeren.
En undersøgelse fra Dansk Industri om lokal erhvervsvenlighed har vist, at Aarhus er gået fra at ligge på en 65. plads til at ligge på en 72. plads. Det betyder, at ud af landets 98 kommuner ligger Aarhus langt nede på listen.
Det bekymrer Christian Budde (V), der håber på, at løsninger snarest kommer på den politiske dagsorden.
»Vi er i gang med en byrådsindstilling, hvor vi tager alt det her med. Det tror jeg er det bedste, vi kan gøre lige nu,« siger han.
Kan du give eksempler på, hvordan du vil forsøge at hjælpe erhvervsdrivende?
»Vi er nødt til at kigge på f.eks. parkering. Jeg har hørt konkrete eksempler på, at man kan have en jobsamtale med en ny medarbejder. Hvis ikke man kan tilbyde medarbejderen et sted at parkere sin bil i midtbyen, så siger mange nej tak og får job et andet sted. Det betyder, at de kan have svært ved at fastholde deres medarbejdere. Samtidig har de brug for parkering, hvor de kan få lastet deres varer. Her risikerer de at få bøder, fordi der ikke er parkering til dem. I sidste ende rammer det kunderne.