Peer Christiansen – Mr. Urte-pensil – er død
Han stod i mange år i spidsen for Natur-Drogeriet, der først slog dørene op i Åbyhøj for senere at flytte til Hørning.
»I dag er det sorgens dag på Natur-Drogeriet.«
Mr. Urte-pensil, Peer M. Christiansen, vores tidligere direktør og ejer gennem næsten 40 år døde i går eftermiddag. Peer har gennem længere tid været ramt af demens og har ikke været sit gamle, glade og optimistiske selv.
Peer sov ind i hjemmet omgivet af sin kone igennem 61 år og familien.«
Sådan skriver Jan C. Rathcke, der er CEO i Natur-Drogeriets CEO, om sin forgænger, Peer M. Christiansen, som sov ind den 18. september 2025
Natur-Drogeriet blev startet i 1976 i Åbyhøj efter overtagelse af afdøde naturopath og læge Axel O. Hansens Drogeri fra 1945.
Det var samme år, Peer – nærmest af nød – udviklede opskriften på Urte-pensil, der i mange år blev produceret og solgt som en urtete på det danske marked.
Der var to ting der drev Peer. Først og fremmest ”Flere gode dage”, skriver Ratchke. Peer rejste rundt i hele verden for at samle inspiration, og læste alverdens aviser, bøger og tidsskrifter – også fra hele verden – for at finde inspiration til produkter.
Peer var oprindeligt uddannet slagter, men kunne mærke på sin egen sundhed, at det ikke var godt for ham, så med Jonna som sin altid store støtte til sine vilde idéer, blev kødet skiftet ud med grønne alternativer.
Det andet der drev Peer var at finde kuren mod kræft. Peer var overbevist om at løsningen skulle findes i naturens skatkammer. Peer var slank og i god fysisk form helt til det sidste.
Han troede selv på, at han kunne være blevet 120 år, hvis ikke demensen overtog og blev hans endeligt. Vi finder aldrig ud af om han fandt kuren mod kræft, men han blev i hvert fald ikke selv indhentet.
Kongehuset kunne også glæde sig over Natur-Drogeriets mange kosttilskud. Både Jonna og Peer var store tilhængere af kongehuset og da der kom en henvendelse fra kongehusets personlige træner om muligheden for forskellige produkter, så var man hurtig til at sende det ønskede af sted – og fylde op på de slotte, hvor kongefamilien boede.
Samarbejdet kulminerede i 2010, hvor Prinsgemalen besøgte Natur-Drogeriet. Det blev en stor og minderig dag for alle medarbejdere på Natur-Drogeriet, men selvfølgelig specielt for Peer, der personligt viste Prinsgemalen rundt i produktionen og havde forskellige smagsprøver af produkterne til hans kongelige højhed. Krone 1-bilen holdt flere timer på Nydamsvej i Hørning, og der kom efterfølgende personlige hilsner fra Prinsgemalen til Peer og Jonna.
På Helsam Messen 2015 modtog Peer Christiansen under stående klapsalver, den sjældent uddelte pris for Life Time Achievement.
Natur-Drogeriet lukker ikke ned med Peer. Der blev allerede i 2015 tænkt generationsskifte ind, så Jonna og Peer kunne nyde deres velfortjente otium. Den første kapselmaskine som Peer og Jonna investerede i tilbage i starten af 1980’erne, bliver i dag kaldt Bosch1 og kører stadig kapsler på Natur-Drogeriet den dag i dag.