Magtfuld aarhusianer bliver betroet rådgiver: »Man skal have diskretion«
Den aarhusianske erhvervsprofil Mai Louise Agerskov skifter direktørjob ud med ny stilling som topleder-headhunter.
Nuværende direktør for rådgivningsvirksomheden Hemonto Mai Louise Agerskov tiltræder 1. oktober som headhunter og partner i Boyden, der er en af verdens 10 største virksomheder inden for rekruttering af topledere.
Det oplyser hun til dette medie.
Mai Louise Agerskovs seneste fire jobs har været som direktør, men nu tager hun altså et skridt i en anden retning.
»De rakte ud til mig, og jeg skulle lige tygge på den, for jeg er jo gået direktørvejen. Men jeg kunne ikke takke nej til muligheden for at blive en del af et fantastisk hold af recruitere, der arbejder på højeste niveau i en lang række brancher. Det er en stilling, hvor jeg bliver mindre synlig, men jeg får mulighed for at arbejde med topledelse på et højere niveau,« siger hun.
Skal sælges rigtigt
Boyden har kontorer i 45 lande i verden, hvoraf et af dem er beliggende på Lille Torv i det centrale Aarhus.
»Virksomheden arbejder på højeste ledelsesniveau og er i Danmark vækstet med 35 procent siden starten af 2025,« siger Mai Louise Agerskov og fortsætter:
»Jeg kommer til at arbejde med mennesker som en vej til at transformere organisationer, og jeg tror, jeg kan tilføre branchen noget med den baggrund, jeg har fra mange forskellige brancher. Jeg har altid arbejdet med ledelse og sammensætning af de rigtige lederteams, og det her er en mulighed for at bruge min ledererfaring i en bredere og større sammenhæng.«
Mai Louise Agerskovs mål i Boyden er at blive betroet rådgiver for en række bestyrelsesledere og direktører på udkig efter den rigtige lederprofil til en given stilling.
»Man kan have et rigtig spændende job, men hvis man skal have de helt rigtige kandidater, skal det job også sælges rigtigt. Vores opgave i Boyden er at forbinde og se potentiale for både kandidaten og for virksomheden. Det er en branche, hvor det er helt givet, at man skal have diskretion,« siger hun og tilføjer:
»Jeg vil insistere på at have den dybeste respekt for, at det er mennesker, vi har med at gøre. Mennesker må aldrig blive en vare.«
Til pension (måske)
Du har været direktør for Hemonto siden 1. december sidste år. Skal din nye arbejdsplads forvente, at du smutter efter 10 måneder?
»Nej, bestemt ikke. Hvis man kigger på mit CV, har jeg været i en længere årrække de steder, hvor jeg har været. Min intention er, at det her skal være det, jeg skal lave resten af mit arbejdsliv. Det er en profession, hvor man bliver bedre og bedre.«
Så du har tænkt dig at være i Boyden i de næste 20 år?
»Ja. Når det er sagt, gik jeg også ind i Hemonto med en tanke om, at det var det, jeg skulle lave i mange, mange år.«
Når du stopper som direktør i Hemonto efter 10 måneder, hænger det så også sammen med, at jobbet ikke levede op til dine forventninger?
»Der kom blot en endnu bedre mulighed og så slog jeg til.«
Der er syv medarbejdere på Boydens kontor i Aarhus.
Mai Louise Agerskov er forperson for Erhverv Aarhus, og hun sidder med i bestyrelserne i Den Gamle By, Aarsleff Fonden, Marselisborg Gymnasium og C.A.C. Fonden. Hun har tidligere været direktør for den aarhusianske forskerpark Incuba i ni år.
I 2024 blev Mai Louise Agerskov af Århus Stiftstidende kåret som et af de 50 mest magtfulde mennesker i Aarhus.