Lukker vej helt frem til december: Du kan køre ind men ikke ud
De kommende to måneder er sidevej til Århusvej i Søften spærret.
Århusvej i Søften er i fuld gang med at blive ombygget fra to til fire spor. Ombygningen betyder endnu engang en periode med omkørsel.
Denne gang gælder det vejen Beta, hvor udkørslen til Århusvej er lukket for at sikre tilstrækkelig arbejdsplads til entreprenøren. Man kan altså godt køre ind på, men ikke ud fra Beta.
Lukningen gælder fra uge 40 og frem til december, når det nye lysregulerede kryds Beta/Århusvej står færdigt. Det skriver Favrskov Kommune i et Facebook-opslag.
Mens der er spærret for udkørsel fra Beta, kan man i stedet benytte sidevejen Alfa til at komme ud på Århusvej nordfra.
Udvidelsen af Århusvej sker ikke så underligt for at gøre fremkommeligheden bedre.
Bilister fra Hadsten, Hinnerup og Søften er vant til at væbne sig med tålmodighed, når de om morgenen kører ad Århusvej for at komme ud til motorvejskrydset ved Søften. Turen gennem Søften kan tage rigtig lang tid. Nogle gange begynder myldretrafikken allerede ved Engdalsvej. Andre gange begynder den tætte trafik lidt længere fremme ved Rønbækvej.
Når man kommer frem til erhvervsområdet, kan man være ret sikker på, at trafikken er meget langsom, og trafikanter fra sidevejene kan have virkelig svært ved at komme ud på Århusvej.
Favrskov Kommune har i nogle år ønsket at forbedre fremkommeligheden ved at udvide Århusvej til fire spor – det sker altså nu i forbindelse med den planlagte ombygning af motorvejskrydset ved Søften (Aarhus N), hvor E45 går fra fire til seks spor.
Århusvej udvides fra Beta og frem til motorvejskrydset.