Fortsæt til indhold

Ny stemme ind i kamp mod privatisering af veje. Stemmen kan ændre livet for 30.000 grundejere

Ny borgerliste stiller op til kommunalvalget for at lægge pres på byrådsflertal, der vil privatisere kommunale veje.

Samfund

Et spørgsmål om at nedklassificere omkring 900 offentlige veje til private fællesveje har udviklet sig til et større tema ved det kommende kommunalvalg.

For nylig trak Konservative og Venstre i Aarhus Byråd sig fra et budgetforlig om nedklassificeringen, der betyder, at utallige aarhusianske grundejere skal overtage omkostningerne ved at vedligeholde de veje, de bor på, fra kommunen.

Nu stempler en ny borgerliste ind i valgkampen, og borgerlistens navn siger alt om formålet med at stille op til kommunalvalget. Nej til privatisering af kommunale veje er stiftet af borgere, der ønsker at sikre, at »kommunale veje igen bliver et fælles ansvar.«

Den nye borgerliste har tilsluttet sig det borgerlige valgforbund i Aarhus bestående af Venstre, Konservative, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Formålet er at stå samlet mod privatiseringen af vejene.

»Det her handler om, at vi gerne vil repræsentere ganske almindelige aarhusianere, som bliver ramt af beslutninger truffet langt fra virkeligheden. Vi vil gerne møde beslutningstagerne på deres egen bane, og det er i byrådet. Vi betaler som grundejere temmelig høje skatter, og vi synes det er urimeligt, at vi skal have sådan en negativ bonus oveni hovedet. Det kan i yderste konsekvens betyde, at nogle må gå fra hus og hjem,« siger borgerlistens spidskandidat, Steen Jørgensen.

Han bor i Brabrand og er til daglig studielektor i offentlig ret ved Aarhus Universitet.

En borgerliste er kendetegnet ved, at dens kandidater ikke repræsenterer et af de traditionelle landsdækkende partier og ikke har et ideologisk tilhørsforhold på landsplan. For at kunne stille op til byrådet skal en ny borgerliste kunne præsentere mindst 50 stillere, og de var betydeligt nemmere at finde end forventet, lyder det.

»Jeg tror, at vi var to, der hver især brugte godt og vel en halv dag på det, og så havde vi 66 godkendte stillere fra blandt andet Tranbjerg, Lystrup Hjortshøj, Harlev og Aarhus V. Det viser, at mange er forargede over, at kommunen vil privatisere kommunale veje,« siger Steen Jørgensen og fortsætter:

»I andre kommuner har man gjort det på en mere gennemsigtig og ordentlig måde. Her har man sagt, at alle de eksisterende udstykninger, hvor folk har boet i mange år, forbliver offentlige veje, og man oplyser om, at nye udstykninger inden for et område er private veje. Så kender borgerne vilkårene og reglerne på forhånd, og grundene kan prisfastsættes i overensstemmelse med den byrde, som vedligeholdelsespligten er.«

Frontfigur fører retssag

Bent Hansen fra Lystrup har gennem mange år været den mest markante modstander mod nedklassificering af offentlige veje i Aarhus Kommune. I 2024 tvang han byrådet til at genoptage sagen om nedklassificeringen af de 900 kommunale veje. Flere end 1.500 aarhusianere skrev under på hans borgerforslag om at annullere beslutningen, og så blev forslaget sendt til behandling i byrådet. Det ændrede dog intet.

Bent Hansen bor, sammen med sin kone Ingrid, på Havremarken i Lystrup. Det er en af de kommunale veje, Aarhus Kommune har nedklassificeret til privat fællesvej. Foto: Privat

Seks myndigheder har over syv år afvist Bent Hansens argumenter for at få Aarhus Kommune til at annullere beslutningen om nedklassificering af kommunale veje, men i marts bevilgede Civilstyrelsen Bent Hansen fri proces til at føre sag mod Vejdirektoratet.

»Bent Hansen har gjort det ganske fremragende og været virkelig god til at bringe budskabet ud. Han har kørt hele det her show og har holdt gryden i kog. Han er også nummer to på listen, hvilket er begrundet i vore overvejelser om, hvordan vi bedst har kunnet fordele opgaverne,« siger Steen Jørgensen.

Det er Danmarksdemokraternes spidskandidat Jakob Søgaard Clausen, der har stået for at samle det borgerlige valgforbund i Aarhus.

Jakob Søgaard Clausen ønsker både, at Aarhus Kommune skal stoppe med at privatisere flere veje, og at kommunen skal rulle privatiseringen tilbage for de veje, der er blevet privatiseret siden 2017, hvor man begyndte at offentliggøre de 900 veje.

Jakob Søgaard Clausen, den nye borgerliste kommer næppe ind i byrådet. Handler det her ikke bare om at rane flest mulig stemmer ind til blå blok i Aarhus?

»Nej, det synes jeg ikke. Det handler om at sende et klart signal om, at vi står sammen om det her, og vi aner jo ikke, hvordan valget går. Håbet er, at vi kan få et flertal, så vi kan sætte en stopper for privatiseringen af kommunale veje i Aarhus Kommune.«

Bør partierne i byrådet ikke respektere de forlig, de er en del af? Ellers kan borgerne jo ikke stole på de politiske aftaler, I laver.

»Det er en gammel aftale fra 2014, og jeg har ikke været med til at vedtage den. Nu, hvor man har lavet undersøgelser, kan man se, at vejene er i dårligere stand, end man havde regnet med, og byrådet er på mange punkter blevet opmærksom på, at privatiseringen af de offentlige veje slet ikke er så nem en proces, som man havde troet, det var. Det er urealistisk, og derfor er man nødt til at stoppe op.«