Anette lukker sin populære butik, hvis det ikke lykkes at sælge
Gennem mere end 11 år har Anette Damgaar Jensen drevet Blomster Butikken. Nu vil hun på pension.
I mere end et årti har Anette Damgaard Jensen med succes drevet Blomster Butikken på Hovedgaden i Allingåbro, men det slutter snart.
I starten af sommeren satte hun butikken til salg, og lige nu venter hun på, at der forhåbentlig snart melder sig en køber.
»Jeg vil gerne på folkepension, og jeg kan ikke blive ved med at holde til det. Det er jo mange timer, jeg bruger her, og nu synes jeg, at det er min tid, der er kommet til at slappe lidt af,« konstaterer hun.
Hun har netop rundet de 67 år og har haft forretningen i 11½ år.
Før det arbejdede hun med blomster i Brugsen i Allingåbro, og derefter havde Anette Damgaard Jensen et mindre lokale længere oppe ad Hovedgaden, inden hun rykkede til den nuværende adresse for ni år siden.
God forretning
I de fire måneder der er gået, siden hun satte Blomster Butikken til salg, har det to gange været tæt på, at en aftale om overtagelse er landet.
Begge gange er det dog gledet ud i sandet, og derfor håber Anette Damgaard Jensen naturligvis på, at det lykkes, når en tredje potentiel køber forhåbentlig melder sig.
Når det sker, må det meget gerne være en med bredt kendskab til faget.
»Det skal helst være nogen, der kender branchen. Det skal ikke bare være en, som synes, at det kunne være spændende at have en lille forretning, for så tror jeg, de bliver chokeret,« konstaterer hun.
Til gengæld mener Anette Damgaard Jensen, at man med butikken i Allingåbro har alle muligheder for at drive en rigtig god forretning med en blomsterbutik.
»Der er ikke blomsterbutik i hverken Ørsted eller Vivild, så jeg har et rigtig stort opland og en stor og bred kundekreds. Og butikken ligger godt, så jeg håber, der er nogen, der kan se de muligheder,« siger Anette Damgaard Jensen.
Lukker inden for halvt år
Hvis ikke butikken er solgt inden for et halvt år, er det hendes plan at lukke butikken.
Særligt for Allingåbros skyld håber hun derfor på, at hun finder en køber, mens hun også selv har et stort ønske om, at Blomster Butikken lever videre med en ny ejer.
Hvis man ser sig selv som indehaver af en velfungerende blomsterforretning, så kan Blomster Butikken erhverves for 250.000 kroner inklusiv inventar, varelager, firmabil, diverse webdomæner og sociale medier og meget andet, så forretningen er let at køre videre.